Vi havde frygtet, at denne dag ville bringe mange frustrationer over det til tider tunge amerikanske system, så vi gik ind til alle vores gøremål med relativt lave forventninger. Første stop på turen var Bank of America, som vi havde fået anbefalet af en anden dansker. Her ville vi forsøge at få åbnet et par bankkonti uden social security number, hvilket ikke alle accepterer. Vi vidste på forhånd at kredit ville være umuligt, da man i USA opererer med et sindrigt ‘credit score’ system. Det vil sige man skal opbygge en historik, før man kan gøre sig forhåbninger om at få kredit. De viste sig dog at være meget imødekommende – omend ret langsomme. Vores bankmøde tog vel minimum 2 timer – på trods af det meget basale ‘indhold’, men vi kom ihvertfald derfra med tre bankkonti med tilhørende debetkort (YES!) – og vi kunne glade sætte flueben ved første punkt på dagens to-do liste. Det skulle selvfølgelig fejres med verdens bedste frokost – hvorfor PRET endnu ikke findes i Danmark er helt uforståeligt!
Next step var at forsøge at få sendt ansøgninger om social security afsted. Det foregår ved Social Security Administration (noget ala borgerservice i DK), hvor man som det første skal igennem et sikkerhedstjek som i lufthavnen. Dernæst blev vi installeret i et venteværelse med et meget interessant og varieret persongalleri. Heldigvis var der to ‘betjente’ i lokalet med 20 ansøgere, så vi var hele tiden sikre på at vi ikke ville blive overfaldet eller på anden måde forulempet af nogen af de øvrige ansøgere. 🙂
Betjentenes funktion var yderst tvivlsom, men de sørgede dog for at ingen talte i telefonen, spiste eller drak i lokalet. Der herskede total ro og orden i lokalet, så skattepengene var givet godt ud.Ventetiden var lang og effektiviteten begrænset, men især Morten har forberedt sig mentalt på situationer som denne – og blev på intet tidspunkt ukonstruktiv eller utålmodig… Da det endelig blev vores tur kom vi hen til en luge, hvor vi blev mødt af en lidt udmattet medarbejder. Hun var dog flink og godtog vores vielsesattest, der var på dansk, istedet for (som reglerne ellers foreskriver) at sende den til oversættelse og dermed udsætte processen i måneder. Ansøgningen blev sendt afsted og vi forventer i løbet af et par uger at modtage vores social security numbers.
Efterfølgende fik vi også oprettet amerikanske mobilnumre og købt en ny telefon til Morten. Alt i alt en succesfuld start på mødet med det amerikanske system, hvilket vi selvfølgelig fejrede med ægte sydstatsmiddag på BBQ-restaurant anbefalet af Claus. Short ribs og pulled pork burger. Det var ekstremt godt, men det dur ikke hver dag.
Hej med jer
Skønt at høre om jeres rejse. Fin måde at dele oplevelserne med os på via denne hjemme side. Vi glæder os til at høre mere. Håber det gik godt med ejendomsmægleren.
Knus Lotte
Det der er altså en glad mand ???
Ps det er Sandra der skriver ?
Hej Christine og Morten. Dejligt at høre at I er kommet godt til USA og fantastisk med denne hjemmeside hvor vi kan følge lidt med i jeres færden. Ser frem til flere spændende indlæg på hjemmesiden.
Hilsen Familien Fruergaard
PS. Skal sige fra drengene at der snart kommer en ønskeseddel fra dem :-).
Ja det er en glad mand man ser på billedet. Tror nu nok han kommer til at savne mors frikadeller.Det er en meget fin hjemmeside. Tak for det. Hilsen til jer begge
@Lotte:
Ejendomsmægleren havde ramt rimelig meget ved siden af, så vi fortsatte boligjagten på egen hånd og har ansøgt om en rigtig fed lejlighed, men vi er lidt usikre på om vi kan blive godkendt når jeg ikke har arbejdstilladelse endnu, men kryds meget gerne fingre for det 🙂
@Anonym alias Sandra – pas på jeg ikke blokerer dig når du ikke ønsker at angive navn mv 🙂 🙂 🙂 Hils søde Carl 🙂
@Trine
De kan bare sende løs, det er godt at være i god tid – så kan vi finde gode tilbud, medmindre “moden” skifter inden vi kommer til Danmark igen 🙂
@Bente
Han kommer helt sikkert til at savne dine frikadeller, kylling, makronkager, en ordentlig frokost og alle de andre livretter du forkæler os med 🙂