Flytteprocessen A-Z

Tilbage i 1. kvartal 2015 blev vores lejlighed på Marstrandsgade sat til salg og den var nærmest afsat f’ør vi havde nået at underskriveskrive kontrakten med Home. Markedet var stærkt, varen var god og prisen rigtig, så det gik meget hurtigt. Just in case bad vi om at få udsat overtagelsen fra 1. juni til 1. juli – for til den tid ville vi med sikkerhed have fået visum… Vi blev dog meget klogere og som visumprocessen trak ud i det uendelige var gode råd efterhånden dyre. Da lejligheden skulle overdrages havde vi ikke visum,  intet sted at opbevare vores indbo og intet sted at bo.

Vi besluttede at opmagasinere vores indbo ved Boxit og med hjælp fra verdens bedste lillebror / svoger fik vi pakket alting omhyggeligt ned. Christian er normalt meget omhyggelig og påpasselig, men de pinlige mængder af bobleplast og bølgepap som gik til i de timer/dage, hvor vi pakkede ned, er der kun 2 personer der skal stå til regnskab for og Christian er ikke iblandt. Hvad Morten havde forestillet sig ville tage en god dags tid med effektiviteten i højsædet udviklede sig til et marathon af et indpakningsmareridt. Set i bagklogskabens lys, så var der tale om et vaskeægte ‘overkill’.

Postulat: Aldrig er en lejlighed blevet nedpakket så grundigt (og i så mange lag beskyttelse), men til gengæld ankom vores ting fuldstændig upåvirkede af turen over Atlanterhavet, der når ret skal være ret kan være en barsk omgang.

I månederne op til afrejse solgte vi en del ting, heriblandt elektronik som ikke fungerer på det amerikanske strømnet. De ting vi ikke umiddelbart kunne tage med til USA fik vi opmagasineret ved Torben & Lotte, som længe havde ledt med lys og lygte efter nogen, der kunne fylde loftet på Teglgårdsvej 10 med dødvægt i et ubestemmeligt antal år. Med alt indbo opmagasineret var det blevet tid til en grundig rengøring af lejligheden. Da Morten rejste til Holland/Belgien på forretning måtte Christine tage en fridag, men da det hurtigt kunne konstateres at ambitionerne ikke kunne indfries måtte der hidkaldes assistances fra Søs, der tog turen fra Als til Århus for bl.a. at vaske gulve. Til Søs’ store overraskelse var der ingen gulvskrubbe, så hun måtte på knæ – for sådan har vi altid gjort det ;). En skinnende ren lejlighed blev overdraget til de nye ejere – og Marstrandsgade 3 blev forladt med mange tårer i øjnene, men også med store forventninger til et nyt eventyr i USA.

Med alle vores ting pakket ned og nøglen overdraget måtte vi sætte kursen mod nord. Vi havde ikke forestillet os, at vi skulle bosætte os i Veddum, men det blev imidlertid realiteten i det bedste af en måneds tid. Vi flyttede ind i præsidentsuiten hos Christines farmor, der forkælede os med det bedste selskab og massevis af livretter. Morten klippede frugttræer og arrangerede haven til gengæld for blomkålsgratin, frikadeller, gullasch m.v. – og så stod maden på bordet hver dag vi kom hjem fra job. Ultimativ luksus! Derudover viste det sig at være kutyme at få et glas rødvin onsdag aften i Veddum. Om ikke andet, så blev det ihvertfald indført. I vores sidste tid i Danmark nåede vi foruden Veddum at være i aflastning hos Søs, Torben & Lotte, Bente & Knud og Rikke & Patrick.

D. 23. juli var Christines fætter Christoffer og Mortens elev Jakob så heldige at få muligheden for at deltage i – og bevidne – lastningen af en tyvefods container. Mortens erfaring med pakning af samlegodscontainere fornægtede sig ikke og den millimeterpræcise, håndtegnede, lasteplan blev eksekveret med ganske få afvigelser. En gedigen tilfredsstillelse… Billederne taler vel for sig selv. Det handler om at tingene står i spænd (og er godt emballerede)! Containeren blev kørt væk og næste gang vi ville se vores ting var ved ankomst i Chicago.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 8. August ankom containeren i New York, men grundet udfordringer på jernbanen var den ikke i Chicago før den 24. august. På det tidspunkt havde vi haft vores nye lejlighed på 840 W Blackhawk St. i en uges tid, så tanken om at udskifte luftmadras med en ordentlig seng var mildest sagt tiltalende.

Vi brugte en del tid på at undersøge priserne hos forskeligge flyttefirmaer, men vi måtte konstatere at priserne var ude af proportioner. Istedet tog vi en fridag og lejede en van ved u-haul. Prisen var fornuftig, til gengæld dukkede den ansvarlige for udlejningslokationen først op 45-50 minutter efter den annoncerede åbningstid. Vi timede leje af bygningens ‘freight-elevator’ ganske godt med en ‘slot’ fra 11-13 og fra 15-17 – og det betød at Morten lige kunne nå til Des Plaines 2 gange. Med et fornuftigt læs på både bil og elevator lykkedes det os at flytte alle tingene selv i løbet af dagen. U-haul van’en blev lastet til bristepunktet, men langsomt kunne vi begynde at omdanne vores lejlighed fra et spontant indrettet herberg med to luftmadrasser og tæpper – til et rigtigt ‘hjem’.