Selvom vi befinder os i Midtvesten er det påfaldende så få arketypiske ‘amerikanerbiler’ vi ser på vejene. Vi må lidt skuffede konstatere, at antallet af ‘flydere’, Ford Mustang’s og Dodge Charger’s forsvinder i et hav af overvejende japanske biler som Honda/Acura, Toyota/Lexus og Nissan/Infiniti. Det er overvejende den slags biler man ser på vejene i og omkring Chicago – sammen med mere standard amerikanske biler som Lincoln og Chevrolet. Vi er overbeviste om, at det er et storbyfænomen og at bilparken ændrer sig væsentligt som storbyen fortoner sig og man bevæger sig længere ud på landet – og det skal blive sjovt på et tidspunkt at få syn for sagen og få be- eller afkræftet myten om at ‘på landet har man et lad’.
Vi har boet i Chicago i lidt over halvanden måned nu og er der én bil der har gjort indtryk, så må det blive Infiniti QX80, der tilsyneladende er ret populær. Det er en nærmest vulgær bil/færge, som det nok kun er fåtallet af danske carporte der kan rumme. Ingen af os ved specielt meget om biler eller motorer, men efter at have set så mange af dem på vejene blev nysgerrigheden alligevel for stor – og det kræver ikke den store eksamen at regne ud, at en 5,6 L V8 motor med 400 Hk er noget af et maskineri! Det er til dato den voldsomste bil vi har set i ‘familieklassen’, men så kan den sikkert også fragte et helt junior hockeyhold ad gangen. Der står et par eksemplarer af maskinen i vores parkeringshus (se billede) og vi faldt over et ‘review’ fra en tidligere ejer på www, hvor han (løst oversat) udtrykker sin oplevelse af bilen sådan her: “Køb den hvis du kan lide at sejle lystyacht i et gadekær”… Det er nu meget sjovt at gå og kigge på den slags herovre – det er altså en anden verden… Man skal handle ganske stort ind i Bilka om søndagen for at ræsonnere sig frem til, at det er nødvendigt med en QX80 for at komme i mål med opgaven.
En anden ting: Når man tænker på at benzinøkonomien i vores Infiniti er tvivlsom (efter danske forhold), så må den være ganske rædselsfuld i en QX80. Heldigvis – for ejerne – er gennemsnitsprisen på en gallon (=3,785 L) premium blyfri benzin (93 oktan) i Chicago i dag kun $3,29. Med dagens vekselkurs svarer det til en literpris på 5,7 kr… Med undtagelse af nogle ganske få (men dog markante) udsving i løbet af 2015, så er den nuværende benzinpris iflg. Google den laveste på de her breddegrader siden ultimo 2010 – og der er umiddelbart ingen prisstigninger i sigte i nærmeste fremtid. Hvis der er én ting, der traditionelt kan sætte midler i omløb i USA (på bl.a. biler), ja så er det altså olie-/benzinpriserne. Så der kan ganske vel være flere QX80’ere på vej ud over rampen hos Infiniti i den nærmeste fremtid. Det sætter de sikkert pris på.
En sjov lille betragtning i.f.h.t. bilparken og benzinøkonomien i den forbindelse er i øvrigt, at vores brændstofudgift per kørt kilometer i vores Infiniti G37x (3,7 L V6 benzin med 338 Hk) ikke er voldsomt meget højere, end i vores Alfa Romeo MiTo (1,3 L V4 med 85 Hk) derhjemme. På halvanden måned har vi ved blandet kørsel (dvs. start/stop på ‘expressway’en’) kørt gennemsnitligt 19,7 miles/gallon (svarende til knap 8,4 km./l), hvilket med dagens benzinpriser i USA svarer til knap 0,68 kr./km. MiTo’en kunne vi næsten holde på 20 km./l ved blandet kørsel, hvilket med dagens dieselpriser i Danmark svarer til godt 0,46 kr./km. Når man sammenholder det med forskellen i bilafgifterne, så forklarer det meget godt hvorfor miljøhensynet i 99/100 tilfælde (et forsigtigt gæt) bliver skubbet en anelse i baggrunden i amerikas forenede stater… Vi var rigtigt glade for vores MiTo, det skal slet ikke hedde sig – for den har tjent os godt. Vi må bare konstatere at savnet er til at bære, som sagerne står i øjeblikket…