Én ting vi har glædet os til i forbindelse med at være rejst til USA er udbuddet af koncerter, der naturligvis er stort i en by med knap 3 mio. indbyggere (og knap 10 mio. i det område man kalder ‘Chicagoland’ – altså oplandet). Onsdag d. 16/9 havde vi egentlig planlagt at tage til Ed Sheeran koncert, men droppede det til fordel for Farm Aid 2015 d. 19/9. Farm Aid er et årligt tilbagevendende musikalsk arrangement, der i 1985 havde Willie Nelson, Neil Young og John Mellencamp som initiativtagere og som til dette 30 års jubilæum stadig prydede plakaten – sammen med bl.a. et nyere fjerde ‘bestyrelsesmedlem’ i form af Dave Matthews, hvis musik vi har hørt en del.
Man skal nok sætte mere pris på musikhistorie og de tre førstnævnte herrers evner ud i lyrikken / sangskrivningen, end vi gør, hvis man skal få en stor oplevelse ud af deres koncerter, men hele Farm Aid arrangementet var bare en hamrende god oplevelse. For det første er formålet at støtte og øge bevidstheden om betydningen af det lille landbrug i USA (underforstået de ‘ærlige’ fødevarer), hvilket man kun kan have sympati for i ‘corporate America’, hvor 80% af fødevareindustrien er kontrolleret af en håndfuld selskaber. Uden at blive for alt for hellig, formanende og ‘naiv’, så er det enkelt at sætte sig ind i hvad det betyder for fødevarekvalitet, dyrevelfærd m.v. at 4-6 selskaber kontrollerer 80% af industrien. Vi er vel hverken værre eller bedre end gennemsnittet, hvad indkøbsmoral angår, men det er meget svært ikke at have stor sympati for et arrangement som Farm Aid.
På forhånd havde vi joket meget med, hvilket ‘klientel’ vi kunne forvente at møde til Farm Aid – og selvom der var alle slags mennesker tilstede, så var det specielt fantastisk at se alle de glade “ægte” farmere med langt skæg, cowboyhatte / truckerkasket, smækbukser og ‘sovsepatter’, der bare havde en fantastisk tid med musik, som de virkelig kunne sætte pris på og en god sag at støtte. Et par rækker til højre foran os sad f.eks. en rigtig ‘boss’ med bar mave i opknappede smækbukser og truckerkasket – han havde det fantastisk. Bare at se ham hygge sig med familien og med mellemrum ‘spontan-danse’ var i sig selv hele billetprisen værd. Foran os sad en far med hans to ‘ærke midwest’ sønner i slut-tyverne, der indtog ubegribelige mængder øl – 0,75 cl. ad gangen – og var en kilde til evig underholdning. Koncerten fandt sted på FirstMerit Bank Pavillion på Northerly Island, der er en kunstig ø, ved området ‘Museum Campus’, med fremragende udsigt til Lake Michigan (naturligvis), Chicago’s imponerende skyline og Soldier Field Stadium.
Første del af programmet var meget countryorienteret og selvom det ikke normalt er musik vi lytter til, så er det bare enormt stemningsfuldt – specielt når man befinder sig lige i ‘epiccentret’. Holly Williams – der blev præsenteret som datter af Hank Williams Jr. og the Great Hank Williams Sr. – var overraskende god. Det samme gælder den meget tilbagelænede Jamey Johnson, der havde den mest imponerende stemme længe hørt, og som diskede op med ét af dagens højdepunkter i form af en fantastisk udgave af den amerikanske folk-klassiker ‘this land is your land’. Vi havde inden koncerten joket meget med om vi nu også ville få netop den sang at høre, fordi det ville være så meget på sin plads. Vi blev forkælet med den i to versioner, hvor Jamey Johnsons var klart bedst. For udenforstående kan den sang bedst beskrives som værende på grænsen til tyk amerikansk nationalisme med ‘sirup’ på, men når alt kommer til alt, så er det altså en sang der SKAL være til et arrangement som Farm Aid. Så må man pakke sine fordomme om amerikanerne og deres nationalistiske tilbøjeligheder væk for en stund – og bare nyde stemningen.
Ved 5 tiden gik Jack Johnson, som for os var den primære grund til at vi havde købt billet, på. Efter Jack var det Mavis Staples, som kun kan beskrives som en ‘oplevelse’. Hun er en mægtig imposant dame, der skulle støttes for at komme op ad trapperne til scenen, men deroppe befandt hun sig til gengæld som en fisk i vandet. Hun må utvivlsomt have taget sin tørn i gospelkoret i kirken om søndagen, for hun havde en stemme så dyb og hæs som en brøndgravers (det er noget med de har dybe og hæse stemmer?). Hun råbte og skreg og løftede formanende pegefingre – og styrede i det hele taget hele arrangementet med hård hånd i en times tid med verdens største smil på læben. Herefter blev det Dave Matthews og Imagine Dragons, som på hver deres måde falder bedre i vores smag. Det hele sluttede af med de tre koryfæer, der hver især var… Ja, det er nok bare ikke os.
Ligegyldigt hvad vi måtte mene om ‘hovednavnene’ var det en fantastisk dag med højt solskin og fantastisk stemning, øl i 0,75 cl. cans (der blev slæbt rundt i og solgt fra bl.a. rullende containere fyldt med is) og rigtig god mad. Der var naturligvis et bredt udvalg af den sædvanlige ‘comfort food’, men faktisk også flere steder hvor man kunne købe et æble!?
