I perioden 15/10 til 25/10 var Christines veninde Line på besøg hos os i ’Windy City’. Line rejste alene og vi besluttede os for, dels for at hun skulle have mulighed for at se ’et andet USA’ end downtown Chicago, dels for at stille vores egen ’sult’ efter at se os omkring, at tage på et efterårsroadtrip i Illinois og Wisconsin, der endte med at blive på knap 700 kilometer. Vi forsøgte så vidt muligt at holde os fra motorvejene, for det er når man kommer igennem de små byer i ’Main Street America’, at man får de bedste oplevelser.
Første planlagte stop på ruten var den lille by Galena, der ligger i statens nordvestlige hjørne tæt ved Mississippi-floden – og næsten på grænserne til Iowa mod vest og Wisconsin mod nord. Galena er en utroligt hyggelig by med en meget iøjnefaldende ’main street’ – og centrum i det hele taget. Der reklameres i stor stil med at byen har ’fostret’ eller i det mindste huset ikke mindre end 9 borgerkrigsgeneraler, herunder den berømte Ulysses S. Grant, der også en overgang var præsident i USA. Igennem de seneste årtier er byen blevet istandsat med stor respekt for historien – og 235 hektar af byens centrum er på en liste over bevaringsværdige historiske steder. Man er virkelig lykkedes med at skabe en fornemmelse af at befinde sig i en anden tid, når man bevæger sig gennem de små kringlede gader med flere (virkeligt) ’skæve’ butikker (såsom kunst af jernskrot, gamle emaljeskilte, legetøj fra 50’erne) og grandiose hoteller med masser af patina, som kunne forveksles med noget man har set i ’Nord og Syd’ eller ’Borte med Blæsten’. Dog viser turismens ’grimme ansigt’ sig også i byen – selv på en oktoberdag – og med over 1 million besøgende om året er det helt sikkert ikke det fedeste sted at være på en sommerdag.
Fra Galena gik turen videre mod nordøst til Wisconsins hovedstad Madison, hvor vi havde booket en overnatning på et hotel i centrum. Madison var en hyggelig by beliggende omkring 4 søer med et fantastisk flot ’State Capitol’, der huser statens lovgivende forsamling og guvernøren, lige i midten. I amerikansk målestok er byen ikke så stor med kun omkring 250.000 indbyggere i selve Madison – men man får virkelig fornemmelsen af, at der er tale om en universitetsby med alt hvad det indebærer. Vi var der en lørdag og i gadebilledet var stort set alle, unge som gamle, klædt i Wisconsin Badgers (byens college football hold) røde farve. Enten havde de rød- og hvidstribede smækbukser eller en rød hættetrøje med holdets logo eller en rød kasket på, men de var stort set alle klædt i rødt. Det var lidt vildt for Badgers havde ikke spillet i byen den lørdag, det havde vi nemlig undersøgt inden turen. Af de 250.000 indbyggere er de 50.000 indskrevet på én af byens højere læreanstalter, herunder University of Wisconsin. Camp Randall Stadium hvor Badgers spiller football huser over 80.000 tilskuere! College football er i det hele taget meget stort i USA – og vi har efterfølgende sørget for at sikre os biletter til et ’lokalopgør’ mod Chicago holdet Northwestern Wildcats den 21/11, som vi virkelig ser frem til – da Badgers typisk spiller for fulde huse. Altså over 80.000 på lægterne i en by med 250.000 indbyggere… Det er dog langtfra det største stadion i USA – University of Michigans football hold spiller på stadion, hvor der i 2013 blev sat rekord med over 115.000 tilskuere til en football kamp.
Næste morgen gik turen videre mod Lake Geneva, men inden vi satte kursen mod sydøst fik vi en rigtig god morgenmad i Madison. Morten lod sig bl.a. lokke af en ’limited-period’ donut, men misforstod nok lidt hvad der var specielt ved den (se billedet). Det var absolut ikke hans mest maskuline øjeblik, da den blev serveret, men den smagte fortrinligt – og det er jo det vigtigste. Turen mod Lake Geneva var lidt kedelig (Wisconsin er som Illinois for det meste fladt som en pandekage), men som vi nærmede os søen (og byen der bærer dens navn) blev turen rigtig flot. Direkte fra Chicago er der kun en halvanden times tid til Lake Geneva i Wisconsin, der vidst er et yndet udflugtsmål og også virkede som et sted, hvor det kunne være fedt at leje en kajak eller bare tage et par overnatninger ved en senere lejlighed. Tiden for vores roadtrip var ret god set i.f.h.t. farverne på træerne, der måske ikke helt kan måle sig med det Nordøstlige USA (har vi ladet os fortælle), men det tog sig absolut godt ud med røde, gule og grønne efterårsfarver og strålende solskin. Turen hjem til Chicago gik langs kysten af Lake Michigan, hvor vi så nogle hyggelige små byer med fantastisk beliggende huse. Alt i alt en supergod tur, hvor vi virkelig fik nogle nye indtryk væk fra storbyen – og hvor Infiniti’en fik lov at bruge nogle kræfter.
Sikken tur og hvilke oplevelser