Kaloriebarometeret skal man være sig meget bevidst når man sætter fod på amerikansk grund, da ‘næringen’ i det offentlige rum herovre som de fleste er bekendt – ikke er baseret på broccoli som det primære. Som beskrevet andetsteds på denne side kan man sagtens spise sundt i USA – og det gør vi også i det daglige. Faktisk har vi begge tabt os en smule, siden vi er kommet herover, men når man i weekenden må synde lidt, så er der godt nok også alle muligheder for at falde i ‘ønskebrønden’ med et brag. Man kan nemt få sig en gedigen ‘kalorielussing’ lige rundt om hjørnet, da området vi bor i har en masse gode restauranter og barer. Fælles for de fleste ‘spisesteder’ vi har besøgt er, at de er meget uformelle – og typisk viser en eller flere former for sport, så man kan følge med på en 3-4 skærme ligegyldigt hvor man bliver placeret. Uncle Julio’s Hacienda, Taco Joint, Burger Bar, Stella Barra, Dino’s BBQ og Earl’s Kitchen er alle sammen i gåafstand fra vores lejlighed og kan anbefales til alle, der måtte påtænke at aflægge os et visit her i Chicago. Seneste skud på stammen af anbefalelsesværdige spisesteder er Yardhouse, som er en virkelig hyggelig sportsbar i det nyåbnede ‘New City’ kompleks på den anden side af gaden. Som billedet formodentligt afslører er menuen ikke tilpasset den ‘dagligt anbefalede mængde’, men de ved altså godt hvor der skal sættes ind – staben i køkkenet. De er ikke nærige med de ‘forbudte trin’ her i Guds eget land. Mortens amerikanske ‘sin-food’ favorit er en Reuben-sandwich, som de til stor skuffelse ikke havde på menuen på Yardhouse. Til gengæld serverede de en pastrami deluxe sandwich som næsten kan måle sig… Prøv den før din nabo – og løb en lang tur bagefter!