Mandag og tirsdag i uge 10 havde Morten arrangeret møder i New York – og vi benyttede lejligheden til at flyve derover sammen tidligt lørdag morgen for at holde weekend og flyve hjem igen tirsdag aften. Vi bookede et godt hotel i Midtown lige syd for Central Park på hjørnet af 57th Street og 6th Avenue, hvilket gav os et godt udgangspunkt for at se os omkring i nogle af de berømte fem boroughs (bydele) som kæmpebyen New York består af. Chicago er en meget stor by med godt 2,7 mio. indbyggere, men i New York City er der omkring 8,5 mio. indbyggere, hvoraf knap 20% bor på Manhattan som er ét af de fem boroughs – og vel nok det sted de fleste mennesker forbinder med New York, da det huser turistmagneter som Times Square, Central Park, 5th Avenue, Broadway, Empire State Building, Chrysler Building, Flatiron Building, Rockefeller Center, Wall Street og World Trade Center.
Vi landede i La Guardia lufthavnen i Queens, der er overraskende dårligt forbundet med Manhattan, men ved middagstid var vi tjekket ind på hotellet og klar til at komme ud og se os omkring. Den slags foregår bedst til fods og inden lørdagen var omme havde vi gået over 30 kilometer. Det fedeste sted var klart Williamsburg kvarteret i bydelen Brooklyn, der er et gammelt arbejderkvarter hvis popularitet (og huslejepriser) er eksploderet siden midten af halvfemserne. Området er til en forveksling ikke overrendt af turister og minder om Wicker Park ‘hjemme’ i Chicago ved at være en rigtig ‘hipster-haven’ med en overrepræsentation af skovmandsskjorter og store fuldskæg samt små, skæve og uafhængige butikker.
Det er også her i Williamsburg at Claus Meyer hver lørdag har et lille ‘pop-up’ bageri hos Margo Pattiserie, hvor vi fik en kop kaffe , en ‘morning bun’ med noget så sjældent som god ost og en ‘cinnamon swirl’ i solen på bænken udenfor. Glimrende.
Som vi bevægede os igennem Williamsburg mod syd var der pludselig en voldsom overrepræsentation af ortodokse jøder, som vi kunne kende på mændenes karakteristiske ‘slangekrøller’ ved ørerne. De gik meget specielt klædt og de fleste af de voksne mænd bar lange sorte jakker og en stor pelshue, som vi aldrig før havde set. Det var ret fascinerende lige pludselig at befinde sig midt i, hvad der virkede som en tidslomme og et epicenter i et religiøst samfund – og vi blev nødt til at ‘google’ den pelshue, da vi kom hjem om aftenen. Det viste sig at være en ‘shtreimel’, som bæres af mange gifte mænd i den hasidiske jødedom, der gør op med den traditionelle rabbinske jødedom, og som kredser om guds tilstedeværelse i alle ting. Der bor i titusindvis af ‘hasidiske’ jøder i South Williamsburg, der alle er efterkommere af overlevende fra Holocaust i primært Østeuropa. Oplevelsen i South Williamsburg var ret interessant – og viser med al ønsket tydelighed hvad USA er for en størrelse. En kæmpemæssig smeltedigel, der giver det her land af immigranter en vanvittig dynamik, som nok er svær at finde tilsvarende andre steder. Fra Williamsburg gik vi igennem gamle industri- og værftsområder i Brooklyn inden vi krydsede den ikoniske Brooklyn Bridge for at komme tilbage til Manhattan, hvor vi så os omkring i kvartererne omkring Wall Street og World Trade Center inden vi fik aftensmad i Chelsea Market i det gamle ‘Meatpacking District’.
Søndagen startede vi på Brooklyn Diner på 57th med en klassisk omgang amerikansk ‘grub’. Stedet er berømt for deres cheesecake, men den må vi have til gode – for som vanlig diner-praksis foreskriver måtte vi, gispende efter vejret, give fortabt efter første ‘servering’. Bagefter tog vi i toppen af Rockefeller Center for at se den imponerende udsigt over Manhattans skyskrabere, der eftersigende skulle være bedre end den fra toppen af Empire State Building. Det er svært at sige om det er rigtigt eller forkert, men 360 graders udsigten er under alle omstændigheder helt forrygende. Op ad dagen udforskede vi områderne NoHo og det meget berømte SoHo med de mange brostensbelagte gader og de 
karakteristiske støbejernsbrandtrapper. SoHo er virkelig et fedt sted at bruge nogle timer – og højdepunktet var klart da vi kom forbi et ensemble af fem fuldvoksne sorte mænd med ‘shades’ og ‘baggy pants’ – kun akkompagneret af en ‘white-boy’ på kontrabas. De diskede op med en genial version af Ben E. Kings ‘Stand By Me’ – og bagefter fortrød vi helt, at vi ikke var blevet der noget længere. De lignende nogen der aldrig nogensinde ville tage hjem fra det sted i SoHo – og det var virkelig godt det de lavede. Dagens sluttede i ‘Little Italy’ og ‘Chinatown’, hvor vi efterhånden var noget mærkede af den tilbagelagt distance i løbet af weekenden.
Mandag startede Mortens ‘officielle program’ i New York, så Christine havde det meste af dagen som turist på egen hånd – og besluttede sig for at besøge Frihedsgudinden, der står på Liberty Island i indsejlingen til New York, og Ellis Island. Første stop var Liberty Island, hvor det desværre ikke var muligt at booke en tur på museet og op i selve statuen, da der kun sættes et begrænset antal billetter til salg – og med 5 millioner gæster årligt er der hurtigt udsolgt. Til gengæld kan man via en lille radioguide gå rundt og betragte Frihedsgudinden og samtidig få fortalt historien om hvordan det berømte ikon i 1886 blev givet som en gave til New York fra det franske folk som et symbol på frihed og venskab mellem de to lande. I højre hånd bærer hun en fakkel med frihedens flamme – og i venstre hånd lovbogen fra 4. juli 1776, som er USA’s uafhængighedsdag. Ved hendes fødder er der sprængte lænker, der ligeledes symboliserer friheden. Idéen med Frihedsgudinden var at byde amerikanere, turister og immigranter velkommen når de kom sejlende ind i New Yorks havn – og i sagens natur er den blevet et ekstremt stærkt symbol på det ‘forjættede land’.
Sejlturen mod Ellis Island fremkalder tanker om hvordan det måtte have været for de millioner af immigranter, der mellem 1892 og 1954, efter uger på havet mødte synet af Frihedsgudinden og stod af ved immigrationsstationen på Ellis Island for at blive registreret og tjekket for alskens sygdomme inden de kunne få lov at fortsætte deres færd videre ind i USA og påbegynde en ny tilværelse. Man estimerer at 40% af USA’s nuværende befolkning på knap 320 mio. kan spore mindst én forfader til Ellis Island, der altså ‘kun’ var i brug i godt 60 år. Vha. radioguide kunne man også her få fortalt historien om stedet, mens man bevægede sig rundt på øen. Turen startede ved Ellis Island immigration museum, der bl.a. huser ‘ankomsthallen’ hvor de mange immigranter dengang har stået som ‘sild i en tønde’ med store forhåbninger om at blive lukket videre ind i USA og få muligheden for at udleve den store drøm. Museet er virkelig imponerende med en masse fortællinger om hvordan undersøgelserne af immigranterne foregik og hvordan nogle blev adskilt fra deres familier og sendt tilbage hvor de kom fra. I udstillingerne er der også en masse historier om immigranterne, hvor de kom fra og hvilke drømme de havde med sig til USA. Mange af drømmene havde desværre ikke hold i virkeligheden og det nye liv kunne for rigtig mange immigranter slet ikke leve op til forhåbningerne ved afrejsen.
Hver halve time vises der en film i en lille biograf, hvor immigranterne fortæller deres historier. Det er virkelig spændende at høre om de mange forskellige drømme og hvordan angsten for at blive sendt tilbage fyldte tankerne for mange af immigranterne. Ude på Ellis Island står ‘American Immigration of Honor’, der er en kæmpe fortegnelse med navne på over 200.000 immigranter, hvor man selvfølgelig ikke kunne lade være med at lede efter nogle bestemte efternavne. Ellis Island var klart højdepunktet på turen og der kunne sagtens være brugt meget længere tid på at udforske museet – for der er virkelig noget at komme efter, hvis man er bare en smule interesseret i historien om det her kæmpestore land.
Fra Ellis Island gik turen med færgen tilbage til Manhattan, hvor der blev holdt hvil i solen med en pretzel med sennep og et glas limonade. Vi mødtes om aftenen ved World Trade Center, hvor vi brugte nogle timer på det flotte 9/11 Memorial Museum. At opholde sig i området er for os, og forestiller vi os for mange i vores generation, en ret speciel følelsesmæssig oplevelse der virkelig fremkalder nogle uhyggelige minder. Billederne fra terrorangrebene d. 11. september 2001 har prentet sig uigenkaldeligt ind på nethinden – og det er vel den mest markante og reelt verdenshistoriske begivenhed, som vores generation har levet til at opleve. Da Morten første gang var i New York i januar 2009 var der bare et kæmpestort hul i jorden på det sted, ‘Ground Zero’, hvor der nu er et fantastisk flot mindesmærke og en række nye imponerende kæmpebygninger med ‘One World Trade Center’ som den klart mest iøjnefaldende. Utroligt.
Dagen sluttede med en fed oplevelse på det fine hotel Le Parker Merideen, der bag et gardin i hjørnet af lobbyen huser den legendariske og meget autentiske burgerbar Burger Joint. Christine havde læst om stedet på en madblog på et tidspunkt og da vi med hjælp fra Google Maps stod på adressen befandt vi os foran det her fine hotel. Vi måtte til sidst gå ind i lobbyen for at spørge efter stedet – og alene på vores undrende ansigtsudtryk kunne de regne ud, at vi ledte efter stedet bag gardinet – som de bare pegede på. Stor kontrast foran og bagved gardinet – og en rigtig sjov oplevelse. Tirsdagen brugte Christine på at udforske den kæmpestore Central Park og en gåtur på High Line, der er en nedlagt højbane på Manhattans vest side, som siden 2009 er blevet ombygget til en lang og smal offentlig park, der er rigtig fed, anderledes og absolut anbefalelsesværdig. Samme aften fløj vi tilbage til Chicago efter fire rigtig gode dage i New York, der på alle måder er en rigtig fed by.
Godt nok mange fantastiske oplevelser på kort tid