Detroit

Detroit som ligger på grænsen til Canada cirka 450 km. nordøst for Chicago har i perioder været internationalt mediestof grundet en ufattelig økonomiske nedtur, som egentlig har spirer helt tilbage til tiden efter 2. verdenskrig, hvor konkurrence fra specielt Tyskland og Japan gav den amerikanske bilindustri store udfordringer, men som først fik massiv international bevågenhed i.f.m. den seneste finanskrise, hvor den amerikanske bilindustris ‘big three’ (General Motors, Chrysler og Ford) måtte reddes af statslige initiativer. Både General Motors og Chrysler indgav rent faktisk konkursbegæring i 2009, men blev reddet på målstregen. Detroit begærede og beseglede sin konkurs i 2013, hvilket var (og er) den største kommunale konkurs i USA’s historie.

Historien om Detroit, som på et tidspunkt var USA’s fjerdestørsteby, er på én gang svært fascinerende og uhyggelig. Da Motown (Motor Town) var på sit højeste i 1950 var der 1.850.000 indbyggere i byen. En meget stor procentdel af dem var beskæftiget enten direkte eller indirekte i bilindustrien. I dag er der under 700.000 tilbage (heraf 80-90% sorte). Vel at mærke på at areal tilsvarende New Orleans San Francisco og Manhattan tilsammen! For et par måneder siden læste Morten en rejseartikel fra Berlingske på nettet med indledningen: “Detroit er det bedste sted til urban exploring” og den gjorde indtryk. Der var en henvisning til et lille firma (Detroiturbex), der stiller en turguide til rådighed for nysgerrige folk udefra som Morten fik kontakt til – og i weekenden 2/4 – 3/4 (mens Christine var i Danmark) kørte Christian og Morten til Detroit. En tur der fik gjort meget stort indtryk – og gav en meget håndgribelig fornemmelse af bagsiden af medaljen i relation til den måde vi har indrettet vores samfund på.

Vi skulle selv stille bil til rådighed på turen om lørdagen, der var berammet til cirka 4 timer. Vi var blevet instrueret i at mødes med guiden Liz ved en kaffebar i Corktown, der er et ret fedt (fornyet) område. Hun er til daglig fotograf og de fleste weekender bruger hun på den lidt besynderlige hobby at udforske forladte bygninger med sine venner. Dog ikke kun i Detroit, selvom den hvad angår forfald er ‘kronjuvelen. Forfaldet viser sig nemlig også at være ret udpræget i byer som Pittsburgh i Pennsylvania, Columbus, Cleveland og Toledo i Ohio og Gary i Indiana, der alle ligger i det der betegnes som ‘rustbæltet, der er en gammel industriregion i det nordøstlige USA, hvor særligt bil- og stålindustrien har været meget toneangivende op igennem det 20. århundrede.

Hvis man skal åbne lidt op for fordommene lignede vores guide på en prik en type, der har som hobby at udforske forladte bygninger. Grønt hår, sort tøj og støvler med nitter. Det forhindrede hende dog ikke i at være en glimrende guide, der nok havde en grovskitse til dagens program, men som også spurgte meget ind til vores interesser. Det var en meget ‘uofficiel’ tur, hvor vi selv styrede tempoet, men også meget atypisk idet der jo egentlig er tale om ulovlig indtrængen på andres ejendom når man opholder sig i de forladte bygninger uden tilladelse. Ved nogle bygninger bliver der set lidt igennem fingre med ‘turismen’, mens andre bevogtes af sikkerhedsfolk.

Den første ‘site’ var ‘Fisher Body Plant #21’, der leverede dele til GM, men som har været forladt siden 1984. Efter at have været forladt i så mange år er bygningen naturligvis komplet skrællet for alt af værdi (såsom metaller m.v.), men man kunne stadig se skinner fra samlebåndende, gamle malerbåse m.v. Fabrikken har været brugt til mange filmoptagelser, bl.a. Transformers, men var i bund og grund bare et deprimerende monument over en tid der var engang. Vandet siver ind overalt og ligger i store pøle på betongulvene, der lidt efter lidt giver efter for elementerne. Lofterne var fyldt med kalkstalakitter og der groede svampe i gulvene flere steder.

Herefter viste Liz os den meget berømte ‘Packard Automotive Plant’ (Packard-Studebaker corporation), der på et tidspukt var den mest moderne bilfrabrik i verden. I dag er det verdens største forladte bygning (330.000 kvadratmeter fordelt på 16 hektar land), da der ikke har været bilproduktion på stedet siden 1958. Vi skulle ikke indenfor her, da fabrikken ligger i et meget dårligt område – og faktisk blev vi ‘skygget’ af en sikkerhedsvagt, al den tid vi cirkulerede rundt i området. Noget af det der gjorde mest indtryk var fornemmelsen af, at være i et område hvor husene har stået klinet op ad hinanden i midten af sidste århundrede, men hvor de der er tilbage i dag ligger spredt hist og her, er i en sørgelig forfatning og er adskilt af ‘marker’ med vild bevoksning of affald. Fornemmelsen af kontrasten mellem 1950 og 2016 – og effekten af globaliseringen – var meget tydelig. Et ganske deprimerende område, hvor det er svært at begribe at man kan leve et liv. På flere af verandaerne foran de tarvelige, forfaldne huse stod der børnecykler og legesager. Der bor folk der. ikke ressourcestærke folk, men stadigvæk. Helt ufatteligt.

Næste stop var en ‘high school’, der ikke har været i brug siden 2011. Detroits offentlige skolesystem er for ganske nylig gået konkurs, så i dag må børnefamilierne ty til privatskoler for at få undervisning, men af åbenlyse årsager er børnefamilierne (og middelklassen generelt) flygtet fra Detroit i takt med byens forfald. Hvad der kan ske med en bygning på 5 år, så snart vinduerne er væk, er helt ufatteligt. Vi gik rundt i bunker af regngennemblødte loftsplader og så de gamle gymnastiksale, hvor gulvene havde givet fuldstændig efter for elementerne samt omklædningsrum, svømmehal og undervisningslokaler, hvor man på tavlerne nogen steder kunne se hvad der havde været på programmet i den allersidste undervisningstime. “1882: France invades Northern Vietnam osv.”. Der stod bøger i nogle af reolerne og flere steder flød gulvene med skoleopgaver og hæfter med essays. Det var som om skolen bare var blevet efterladt fra det ene minut til det andet. Da vi kørte derfra kom vi forbi et faldefærdigt hus med et til salg skilt på facden. Det var på et tidspunkt blevet sat ned fra $500 til $200…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi sluttede af med at se en forladt kirke og et ‘community center’ og mens vi kørte rundt i byen kunne vi se hvordan områderne hele tiden skiftede karakter. Ét område kunne være helt fint og nydeligt, mens det på den anden side af en vej kunne være helt og aldeles ramponeret. Indimellem var der så de karakteristiske villaveje, hvor ét hus kunne være fuldkommen totalrenoveret, mens nabohuset kunne være ved at styrte sammen eller endda være udbrændt. Noget af det første Liz proklamerede inden vores tur var, at der ikke var så meget (af forfaldet) tilbage at se, da byen har undergået en voldsom byfornyelse siden konkursen i 2013 (de river forladte bygninger ned i takt med, at der kommer penge i kassen). Vi kan efterfølgende konstatere, at hvis man kan have den opfattelse af Detroit, så må det virkelig have set slemt ud for 5 år siden – for forfaldet var meget fremtrædende rigtig mange steder.

 

Inden vi satte Liz af gav hun os en masse råd til gode steder i Detroit og vi besøgte bl.a. Atwater Brewery og Detroit Beer Company (suveræn coffee stout), hvor vi var ‘last men standing’ ved lukketid 2.30 natten til søndag. Downtown området er helt fint og ligner en hvilken som helst anden downtown i Nordamerika – den er bare ikke så stor. Næste morgen kørte vi en tur ud til et gammelt ‘meatpacking district’, der var rigtig fint og hyggeligt – og med masser af kunst og graffiti på husvæggene. Vi fik en usund morgenmad på Detroit-instituationen ‘Coney Island’ inden vi besluttede os for at køre uden GPS ud af byen for at få en fornemmelse af områderne. Ved at skippe motorvejen fik vi en god fornemmelse for omfanget af byen, der til forskel fra f.eks. New York og i lidt mindre grad Chicago bærer præg af, at der er bygget udad istedet for opad, hvilket giver en fornemmelse af at køre rundt i én endeløs forstad. Byen er ‘designet’ til en befolkning på cirka 2 millioner, så det at der kun bor knap 700.000 i dag kommer tydeligt til udtryk i ‘livet’ på gaderne, der nogle steder var helt menneskeforladte og øde. En mærkelig oplevelse i så stor en by.

Én af de sidste ting vi så på vejen ud af byen var Ford’s enorme River Rouge Plant, der stadig er i brug, men i en helt anden målestok end da den blev bygget (som den vidstnok fjerde Ford Fabrik i byen) og beskæftigede over 90.000 medarbejdere. Besøget i Detroit var en på alle måder anderledes oplevelse, men en oplevelse der har gjort utroligt stort indtryk. Det var i Detroit at Henry Ford i 1913 perfektionerede samlebåndsproduktionen, så der kunne leveres en spliterny Ford T hvert 93. minut. I perioden 1913 til 1925 kunne denne berømte bilmodel model fås i alle farver – så længe det var sort! De teknologiske landvindinger som Detroit var omdrejningspunkt for i den tid revolutionerede verden, men der må siges at være sket ting og sager siden da.