Det 82 (!) kampe lange grundspil i den nordamerikanske basketball liga, NBA, er for ikke så længe siden blevet færdigspillet – og desværre gik Chicago Bulls ikke videre til playoffs, hvilket er på kanten af katastrofalt i en så sportsfanatisk by som Chicago. Morten er blevet gode venner med den meget basketballinteresserede Alesandro, der er i praktik ved den agent som Morten har kontor hos. Alesandro rejser tilbage til Bergamo i juni og er derfor meget ærgerlig over, at det er slut med basketball i Chicago for denne sæson, så en dag kom han og spurgte om Morten ikke ville med til Indianapolis for at se playoff-basketball lørdag d. 23/4, hvor det lokale hold Indiana Pacers skulle spille kamp 4 ud af 7 (potentielt) mod Toronto Raptors. Selve kampen var på papiret ikke specielt sindsoprivende, men det var selvfølgelig en god mulighed for at se noget andet end Chicago – og få en hyggelig lørdag.
Billetpriserne til kampen i Indianapolis viser med al ønsket tydelighed, hvor stor inflation der er gået i priserne i Chicago – der ‘lider’ under en meget stor efterspørgsel og det faktum, at Chicago Bulls er et meget stærkt brand i NBA og i sport generelt. Til kampen i ‘Indy’ fik Alesandro gode billetter højt oppe og midt for banen til omkring USD 25/stk. Tilsvarende billetter til en tilsvarende playoff kamp (det der svarer til en ottendedelsfinale) i Chicago ville uden problemer være løbet op i USD 150/stk. og nok også mere. Turen til og fra Indianapolis blev reddet af selskabet, for der var tale om et umanerligt kedeligt stykke landevej, men byen overraskede egentlig positivt. Nok fordi forventningerne var relativt lave. Vi havde et par timer før og efter kampen til at se os lidt omkring i byen – og downtown var faktisk overraskende hyggelig – men stemningen i den ‘lille’ by med godt 800.000 indbyggere var en smule ‘provinsiel’ og søvnig i forhold til Chicago. Givetvis nogenlunde det samme som besøgende New Yorkere siger om Chicago.
Kampen blev spillet på ‘Bankers Life Fieldhouse’ i downtown ‘Indy’, der rummer godt 18.000 tilskuere, men som på den konto jo bare er én i en endeløs række af kæmpe sportsarenaer i USA, hvor det jo ikke bare er de professionelle hold, men også universitetsholdene der ofte spiller for sådan et antal tilskuere. Pacers med Paul George i spidsen vandt kampen – og det var en god oplevelse, men det bedste ved turen var nu snakken med Alesandro, der gav ny indsigt i italiensk kultur. Der blev i løbet af dagen kastet lys over store og relevante spørgsmål som: Hvilke klubber har Bobo a.k.a. Christian Vieri spillet i uden for Italien, er det Christiano Lucarelli eller Luca Toni, der har spillet for Shakhtar Donetsk i Ukraine, hvorfor er det normalt for unge italienske mænd at bo hjemme til de er sidst i tyverne, hvorfor er det utænkeligt for en italiener, at man i Danmark ikke synkroniserer film og tv-programmer, hvorfor burde Lampedusa være kendt for verdens bedste strand fremfor flygtningestrømme, hvorfor er Puglia et fantastisk feriested, hvorfor kaldes et kryds i en Serie-B kamp sidst på sæsonen ‘biscottone’, hvorfor er ‘mama’ den største og hvorfor anses Napoli for en norditaliener slet ikke som en del af Italien. Det var en rigtig god tur.
