Sidst på eftermiddagen d. 6. maj nåede vi frem til Mather Campground i Grand Canyon Village, der var det første stop på vores knap 3 uger lange rundtur med telt i Nevada, Arizona og Utah. Vejrudsigten havde forberedt os på en kølig og regnfuld start på vores sommerferie, så efter at have slået teltet op og spist en lidt tvivlsom Trangia-stroganoff krøb vi ret hurtigt til køjs. Trods linerbags, langt undertøj og strikhuer frøs vi med anstand og vågnede næste morgen, til vores forbavselse, op til dalende sne og en temperatur lige omkring frysepunktet. I de godt 2.100 meters højde fik vi således maksimalt udbytte af det charmerende campingliv fra første færd. Det var rigtig koldt at pakke teltet ned – og der gik noget tid før varmen begyndte at vende tilbage til fingerspidserne.
Trods en alle tiders beliggenhed meget tæt på den sydlige kant, var der absolut ingen sandsynlighed for at se solen stå op over Grand Canyon, eller at komme ned til bunden ad den stejle Bright Angel Trail fra morgenstunden, som vi ellers havde planlagt. Vejret betød at kløften var fuldstændig indhyllet i tæt tåge og da vejrudsigten ikke gav anledning til større optimisme for vores eneste dag ved et af verdens helt store naturvidundere, var den grådige rejseleder en helt igennem slagen mand. Omkring middagstid begav vi os lidt slukørede ud til Mather Point, der er et meget populært udsigtspunkt, men som denne dag var nærmest mennesketomt. Der var en håndfuld fotografer tilstede, der havde opstillet deres tripods i forhåbning om et vejrskifte, og i løbet af den næste times tid tog det også tilløb nogle gange. Solen brød lejlighedsvis igennem en lille sprække i skydækket og vi fik et par korte glimt af konturerne af kløften, hvorefter vi skuffede måtte konstatere at tågen igen samlede sig.
Ud på eftermiddagen begyndte solen at få bedre fat og langsomt lettede den tætte tåge og blotlagde Grand Canyon som, med optakten in mente, var et endnu mere storslået og imponerende syn end vi havde forberedt os på. Man behøver ikke være geolog for at tabe kæben over det landskab, som Colorado-floden har været 5-6 millioner år om at skære ud, og som afslører 2 milliarder år (40%) af jordens geologiske historie. Da kløften, langs den bugtende og vilde Colorado-flod, er 446 km. lang, og gennemsnitligt 1,6 km. dyb og 16 km. bred, er omfanget helt ubegribeligt – og det var da heller ikke før i slutningen af 1800-tallet at en risikabel ekspedition, ledet af John Wesley Powell, ved hjælp af simple træbåde fik kortlagt Colorado-flodens kurs i bunden af kløften. Altså for mindre end 150 år siden.
Ellevilde over at vejrguderne havde forbarmet sig over os fik vi lagt en plan, så vi kunne få mest muligt udbytte af vores eneste dag på stedet. Da et hike ned i kløften er ret tidskrævende besluttede vi i stedet at tage bilen og køre mod øst på Desert View Drive, der skærer sig mange kilometer igennem et skovklædt landskab langs den sydlige kant af Grand Canyon. Vi gjorde først holdt ved Shoshone Point Trailhead, som hverken er skiltet eller afmærket, men som via en 1,6 km. lang skovsti fører til kanten af kløften, hvor der er en flot, uspoleret udsigt. Et virkelig fint sted, hvor vi var helt alene – og hvor oplevelsen dermed står i kontrast til de mere populære og overrendte udsigtspunkter. Vi stoppede senere hen ved ‘duck in the rock’, Grand View Point, Morgan Point og slutteligt Lipan Point, hvor der var en fabelagtig panoramaudsigt, som klart var turens højdepunkt.
Grand Canyon var ét af de stop på vores rundtur, som vi havde de mindste forventninger til på forhånd. Det skyldes måske, at man igennem årene har set så mange billeder fra stedet, at man nærmest kan få fornemmelsen af at have været der selv. Men vi må konkludere, at det som amatørfotograf er umuligt at fange et billede, der yder landskabet og udsigten retfærdighed. Man bliver nødt til at se Crand Canyon med sine egne øjne, før man kan forestille sig omfanget. Det er på alle måder et imponerende skue.