Skydiving

Efter vores tur i Arches National Park brugte vi nogle timer på at køre rundt i området omkring Moab, bl.a. på Upper Colorado Scenic Byway (U-128), hvor vi passerede den berømte klippeformation Fisher Towers og hvorfra vi kunne tjekke ‘dagsformen’ på Colorado River, der er en nærmest mytisk raftingflod som Morten havde planlagt – og set meget frem til – at rafte på. Desværre var den, så vidt vi kunne se fra vejen, stort set harmløs og viste slet ikke de tænder, som Morten havde forestillet sig. De lidt mere udfordrende passager på floden med ‘class 4’ rapids viste sig at være svære at nå frem til på dagsture, så vi besluttede at droppe den planlagte rafting og istedet se programmet for næste dag an. I værste tilfælde kunne vi jo snuppe en dag på skjoldet.

Næste dag startede planmæssigt ud med afslapning i det bragende solskin ved teltet, men der går sjældent længe før Morten bliver rastløs i sådan en uafklaret situation – og begynder at researche på ting at tage sig til. Efter at have bladret noget tid i en turistbrochure med deals på aktiviteter i området var der pludselig en annonce for skydiving, som vi har haft på vores ‘ønskeliste’ i nogen år. Da Christine færdiggjorde sin cand.merc.aud i 2013 fik hun nemlig et hjemmestrikket gavekort til et tandemspring i faldskærm af Morten, men det blev pga. timing og ustabilt vejr aldrig indløst inden vi rykkede teltpælene op og flyttede til USA. Morten huskede nogenlunde prisniveauet fra Danmark og var derfor ualmindeligt skeptisk over tilbuddet fra ‘Skydive Canyonlands’, der under overskriften ‘May Madness’ lød på $100/pax for et tandemspring fra 15.000 fod (godt 4,5 km.) med 35 sekunders frit fald.

De næste timer gik med at læse online reviews af selskabet, dernæst ringe til en grinende ejer og spørge efter det med ‘småt’, for slutteligt at opsøge byens turistinformation for at få udleveret det ‘smuds’ de nødvendigvis måtte have på såvel ejer som selskab. Morten nægtede det meste af eftermiddagen at acceptere, at det kunne lade sig gøre at få den oplevelse til omkring 25% af prisen i Danmark, men efter at vi på turistinformationen var blevet forsikret om integriteten af både ejer og selskab, og med opfordringen om at benytte os af de fantastiske tilbud, der findes på et sted med den skala i ‘produktionen’, erkendte vi at der måtte handles. Det næste stykke tid gik med at diskutere om vi overhovedet turde begive os ud i projektet – og om forsikringen mon dækkede, hvis uheldet skulle være ude.

Næste morgen satte vi, spændte som buer, kursen mod Canyonlands Field Airport godt 30 kilometer nordvest for Moab, hvor vi blev taget imod af en grinende ejer, der godt kunne huske gårsdagens telefonsamtale. Vi underskrev hver en ‘legal waiver’, hvor vi bl.a. redegjorde for fysisk og mental tilstand og angav en kontaktperson (2.000+ kilometer mod øst) i tilfælde af uheld. Efter at have set en kort film om udstyr og sikkerhed, blev vi iklædt et nydeligt ‘jumpsuit’ og var inden vi havde set os om blevet mast ind i en sardindåse af et Cessna propelfly med adrenalinen pumpende – og med hver vores ‘jumpmaster’ på ryggen. Udsigten var naturligvis helt igennem forrygende og oplevelsen af opstigningen ekstremt intens, fordi man har givet slip på al form for kontrol og føler sig ret eksponeret i Cessna’ens lille lasterum, der lige nøjagtig har plads til 4 personer.

Da vi nærmede os målet i 15.000 fods højde åbnede Christines ‘jumpmaster’ lugen – og så blev der ellers pumpet nogle ekstra liter blod rundt i venerne! Følelsen af at der bliver givet slip for én, mens man sidder der på kanten af et lille propelfly i 4,5 kilometers højde, er ualmindeligt grænseoverskridende. Vi fik taget både billeder og video af vores spring – og vores ansigtsudtryk og lyde fortæller på bedste vis historien om oplevelsen. Efter 35 sekunders frit fald blev skærmen udløst med et voldsomt ryk – og de næste 5 minutter svævede vi tilbage mod udgangspunktet, i fuldstændig klart solskinsvejr, og forsøgte at nyde udsigten over det golde, røde ørken- og kløftlandskab i det sydøstlige Utah. Christines ‘jumpmaster’ lod hende styre skærmen på vejen ned, selvom han havde sine udfordringer med at overtale hende til ikke at knuge armene ind mod kroppen.

Da vi begge havde fået fast grund under fødderne, forsøgte Morten desperat at fortælle om oplevelsen på vejen ned, men der var desværre ikke rigtig noget luft at gøre godt med. Adrenalinen væltede rundt i kroppen – og der gik vel det bedste af 10 minutter før vejrtrækningen var kommet ordenligt under kontrol igen. Hele seancen, fra vi lettede til vi landede, varede ikke meget mere end 20-30 minutter – og det lille propelfly brugte kun omkring 6 gallons (godt 23 liter) benzin på at komme op og ned med 5 mand (inkl. piloten). Vi havde forestillet os et større fly og flere springere ad gangen – og det er stadig lidt af en gåde hvordan de får økonomi i tingene når der, foruden brændstof, også skal indregnes leje af hangar, vedligehold af maskiner, lønninger til personale (1 x administration, 1 x pakker, 1 x pilot og 2 x tandeminstruktører) m.v. Mens vi var tilstede, på en perfekt klar dag, var der foruden os kun de 5 medarbejdere også 2 hunde, men sæsonen er selvfølgelig lang – og det må være forklaringen på at det kan gøre så billigt. Ligegyldigt hvad fik vi en fantastisk stor oplevelse, som det tog noget tid at fordøje og ‘falde ned’ fra igen.

På vejen tilbage mod Moab tog vi et smut forbi Dead Horse Point State Park, hvor vi fordøjede morgenens begivenheder ved at hike nogle timer på et ørkenplateau med en fabelagtig udsigt til bunden af en enorm kløft, hvor den mudrede Coloradoflod snor sig gennem et goldt cowboy-landskab med forrevne, røde klipper. Resten af dagen bød på afslapning i det bragende solskin. Vi fik os et spil skak og endnu en veltillavet ‘trangia-dinner’ inden vi næste morgen satte kursen vestpå mod Bryce Canyon National Park.