Copa America Centenario

‘Europæisk’ fodbold er en sjov størrelse i USA. Man kan sagtens mærke at interessen for spillet er stigende herovre, men når alt kommer til alt er det stadig en udpræget nichesport, der står i skyggen af de klassiske amerikanske sportsgrene som baseball, basketball og football. Det siger lidt om interessen for spillet i den brede amerikanske befolkning, at vi kan se samtlige kampe fra EM i Frankrig, selvom vi har den mindste TV pakke. Sideløbende med EM er der blevet spillet en stor turnering i USA – Copa America Centenario. I anledningen af 100 året for afholdelsen af det første sydamerikanske fodboldmesterskab i 1916, er der i år blevet arrangeret en særlig jubilæumsturnering i USA, der foruden deltagelse af de bedste hold fra Sydamerika også har deltagelse af en håndfuld inviterede hold fra Mellem- og Nordamerika, herunder værterne USA.

Kampene er blevet spillet over hele landet på kæmpestore stadions, heraf 4 i Chicago (Jamaica – Venezuela, USA – Costa Rica, Argentina – Panama samt semifinalen mellem Chile og Colombia). Turneringen blev spillet, mens vi havde besøg fra Danmark af Lotte og Hanne, så vi var alle 4 afsted til kampene mellem Jamaica – Venezuela og Chile – Colombia, mens Christine og Morten var alene afsted til USA – Costa Rica. Til vores overraskelse var ingen af kampene udsolgt, selvom Chicago har et af landets mindste fodboldstadions med en kapacitet på ‘kun’ 61.500. At kampen mellem Jamaica og Venezuela ikke var udsolgt (25.560 tilskuere), på trods af billetpriser helt ned til USD 7 + taxes, er vel forståeligt med tanke på kampens attraktivitet for den menige mand, men at USA ikke kunne trække mere end 39.642 til huse i deres anden gruppekamp mod Costa Rica og at semifinalen mellem titelholderne Chile og Colombia, der vel på papiret var et af de potentielt mest attraktive opgør i hele turneringen, ikke kunne samle mere end 55.423 tilskuere var lidt en overraskelse. Ikke mindst fordi Copa America er en rigtig stor turnering, der kan sidestilles med EM og som har global opmærksomhed, men også fordi der er en meget stor fodboldinteresseret latinobefolkning (+55 mio.) i USA. De engelsksprogede TV-transmitteringer af kampene har tilsyneladende i gennemsnit trukket cirka 1,5 mio. amerikanske seere (knap 0,5% af befolkningen), mens den afgørende kamp 7 i NBA-finalen (basketball) til sammenligning havde omkring 31 mio. seere. Bronzekampen mellem USA (altså turneringens hjemmehold) og Colombia blev overværet af sølle 29.041 tilskuere på University of Phoenix Stadium i Glendale, Arizona med en kapacitet på 63.400. Altså lige godt 1.500 flere tilskuere end til FC København – AGF i 33. runde af årets Superliga…

På trods af den manglende interesse for turneringen i USA har det været rigtig fedt at følge med i Copa America på nærmeste hold. Vi har set det som en ‘once in a lifetime’ mulighed for at se kampe med nogle anderledes hold, som vi normalt kun ser i TV når der er VM hvert fjerde år, og ikke mindst opleve hvordan stemningen omkring en fodboldkamp er uden for Europa. Semifinalen mellem Chile og Colombia (pt. nummer 5 og 3 på FIFA’s verdensrangliste) var selvfølgelig højdepunktet, hvor stemningen fra de overvejende colombianske tilskuere var arrangementet værdigt. I løbet af dagen var der varslet op mod 30 mm. regn fra kampstart og frem til midnat, men det så længe ud til at vi skulle slippe nådigt. Lige efter pausefløjtet gik den dog ikke længere. I højttalere og på storskærme blev det varslet, at et farligt uvejr var under opsejling og at alle tilskuere skulle søge ly i gangene ‘under’ stadion. Cirka 2 timer senere var det værste uvejr drevet over og de næste knap tre kvarter gik med at 50-60 mand forsøgte at skrabe vandet af banen, så kampen kunne genoptages. Det lykkedes dem delvist, så kampen blev færdigafviklet trods elendige baneforhold og med kun ét rødt kort til følge. Chile blev klar til finalen mod Argentina med en fortjent 2-0 sejr – og vi var hjemme under dynerne cirka 00.30. Christines farmor Hanne, på 84 somre, var med hele vejen. Under besøget i Chicago havde hun flere gange nævnt, at hun gerne ville prøve at opleve et rigtigt uvejr på amerikansk manér – og det ønske fik hun så sandelig opfyldt i 2 stive timer, hvor alting vitterlig stod i ét og himlen var kulsort kun oplyst af lyn. Derudover er hun nok den eneste 84-årige Veddumborger, der kan prale af at have set en Copa America semifinale i Chicago. Ret sejt!