Lollapalooza

Chicago’s Grant Park i downtown lægger hvert år græs til festivalen Lollapalooza, der i år fejrede sit 25 års jubilæum. Vi besluttede hurtigt efter vi kom til Chicago, at vi ville prøve at få billetter til festivalen i sommeren 2016 og købte derfor allerede partout billetter, da de blev sat til salg i foråret. Festivalen er, ligesom Northside i Århus, appellerende til sådan nogen som os, fordi det er en ‘byfestival’, hvor man kommer og går som programmet appellerer til én – og hvor programmet slutter om aftenen ved 22-tiden, så man kan komme hjem og få sin søvn. Vi har rigtigt gode forbindelser til downtown, da North/Clybourn stoppet på “L” red-line kun ligger et par hundrede meter fra vores lejlighed, så det kunne næsten ikke være mere bekvemt at komme frem og tilbage for os.

Festivalen ramte første gang Chicago i 2005, hvor den lagde beskedent ud med et 2-dages program, der tiltrak knap 70.000 mennesker. I år tiltrak den et rekordstort publikum på i alt 400.000 til et marathon-program, der strakte sig over 4 dage fra torsdag d. 28/7 til søndag d. 1/8. Selvom Grant Park strækker sig over et meget stort område, så var der på de mest pressede tidspunkter – såsom lørdag aften, hvor Red Hot Chili Peppers gik på scenen – nærmest klaustrofobiske tilstande. Sådan føltes det i hvert fald, hvor vi var.Vi havde besluttet os for at søge væk fra selve ‘pladsen’ og op på en tilstødende skråning for at få bedre udsyn, men i takt med at pladsen foran scenen blev fyldt søgte flere og flere af de sent ankomne mod de omkringliggende skråninger – og det skabte en uhensigtsmæssig trafik af en kæmpe mængde mennesker, som fik temperamenterne i kog og flere gange var ved at resultere i øretæver på eller omkring vores lille ‘frimærke’. Det stod vel på i en times tid, inden der faldt lidt ro på igen. Vi vil skyde på, at der til starten af lige præcis den koncert har været et sted mellem 80.000 og 100.000 publikummer – og det var ikke muligt at se særligt meget af scenen i starten, men det var under alle omstændigheder ren nostalgi og en god oplevelse at høre RHCP live. Klart – og lidt som forventet – festivalens højdepunkt alt taget i betragtning.

Programmet på Lollapalooza er en smule ‘skævt’, hvilket ikke behøver være negativt, men der manglede måske nok et par ekstra rigtigt store ‘blockbuster-navne’ til at trække det hele en smule op – og retfærdiggøre den lidt hampre pris på en partout-billet. Eksempelvis var det meste af søndagen præget af endeløse sets af forfærdeligt enerverende ongo-bongo musik, som dog tiltrak meget store menneskemængder. Det viste der sig at være en rigtig god forklaring på. 40% af festivalens billetkøbere er nemlig under 25 år – og arrangementet var i det hele taget præget af ‘the youth brigade’, som musikanmelderne kaldte dem. Vi kunne, indrømmet, nok også godt have tænkt os en lidt højere gennemsnitsalder og et program der afspejlede det. I forhold til en festival som Northside, der virkelig er fin, så er Lollapalooza altså nogle hestehoveder bagud på ‘gourmet-fronten’ – og det meget trivielle udbud af alt for dyre Bud Lights og fast-food var langtfra imponerende. Omvendt må man sige, at det er meget svært at forestille sig en festival, der kan stikke den ‘setting’ som Lollapalooza har i Chicagos downtown – kilet ned mellem ikoniske skyskrabere i en stor, grøn park med det berømte Buckingham Fountain i midten. Som én af vores bekendte udtrykte det én af dagene: “Folk kan sige hvad de vil, men de kan aldrig overbevise mig om, at der er et sted som det her i hele universet”. Han er lige knap 50 år og elsker Chicago…

For os var de musikalske højdepunkter foruden RHCP, X Ambassadors, Saint Motel, Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Third Eye Blind og Mø – og på et wildcard Radiohead. En meget kedelig koncert, men der er altså nogle gedigne stykker musik i deres katalog. Det bliver man nødt til at anerkende. Søndag aften markerede slutningen på en uge i musikkens tegn, da vi den foregående søndag så Coldplay på Soldier Field – og det var måske den bedste koncertoplevelse vi nogensinde har haft. I hvert fald os to sammen (se video – Coldplay).