Forbandelsen er brudt – Chicago Cubs er “World Champions”! For verdensmester er i al beskedenhed det prædikat amerikanerne giver til et professionelt sportshold, der vinder sin (nationale) turnering – og det er hvad ‘the Cubbies’ netop har gjort. Chicagos North Side, hvor Cubs hører hjemme, er på den anden ende.
Efter beskedne 162 kampe i grundspillet (strækker sig fra primo april til primo oktober), 4 kampe i ‘National League Division Series’, 6 kampe i ‘National League Championship Series’ og afslutningsvis 7 kampe i ‘World Series’ var vi onsdag d. 2. november 2016 vidne til en skelsættende begivenhed i amerikansk sportshistorie, da Chicago Cubs i en vaskeægte ‘cliffhanger’ af en vind-eller-forsvind kamp mod Cleveland Indians, med cifrene 8-7, tog det sidste stik i en helt vanvittig finaleserie – og samtidig brød en mytisk forbandelse, der har svævet over klubben siden 1945.
Baseball er, uforståeligt for flertallet af europæere, utroligt populært i USA og er faktisk den næstmest populære sportsgren – kun overgået af amerikansk fodbold. Man fornemmer en helt særlig kulturel forankring af sporten i USA – og det er i grunden ret ‘charmerende’ og befriende at globaliseringen endnu ikke har formået at samordne vores præferencer på det felt på tværs af nationer og kulturer. Amerikanerne har afgjort baseball i blodet – og det følges af unge som gamle, sorte som hvide, kvinder som mænd, høj som lav.
Vi har, lidt til vores egen overraskelse, måttet ‘overgive os’ til baseball. Som omtalt i et tidligere blogindlæg er der en helt særlig stemning omkring kampene på det charmerende, grønmalede Wrigley Field fra 1914. At være til baseball på Wrigley Field er lidt som at træde ind i en tidslomme. Holdenes dragter bringer associationer til billeder fra 1950’erne – ligesom de ældre mænd med Cubs kasketter, der går rundt mellem pladserne og sælger kolde Bud’s og jordnødder. Mellem ‘top’ og ‘bottom’ half (læs: 1. og 2. halveg) i syvende inning (benævnt “7th inning stretch”) er det en populær tradition at rejse sig og synge sangen ‘Take Me Out to the Ball Game’, der daterer sig tilbage til 1930’erne, men som blev udødeliggjort i Chicago af Harry Caray i 1980’erne. Fra sin speakerboks førte han tilskuerne an med mikrofonen: “One, two, three strikes you’re out…” – og traditionen hænger ved den dag i dag på baseball-parks over hele USA. Når kampene er overstået og tilskuerene forlader tribunerne kan man se, at de undervejs er blevet tapetseret med et fint, jævnt lag af jordnøddeskaller. Alt sammen medvirker til at skabe en speciel stemning omkring baseball, som vi ikke har oplevet på samme måde i andre sportsgrene. Det kan et eller andet.
I sidste sæson nåede Cubs for første gang siden 2003 til ‘National League Championship Series’ (en slags semifinale), hvor de dog tabte til New York Mets. På det tidspunkt fik vi første gang rigtigt fornemmelsen af, at der var en særlig stemning omkring holdet og dets muligheder fremadrettet. Sejren i ‘kvartfinalen’ og den efterfølgende fejring i gaderne omkring Wrigley Field var et forvarsel om, at det kunne gå hen og blive en rigtig stor begivenhed hvis Cubs en dag kunne få held til at gå hele vejen. Som indeværende sæson skred frem tog ‘Cubs-feberen’ til overalt – og billetpriserne kom ud af kontrol. Det hele kulminerede naturligvis i forbindelse med ‘World Series’, hvor billetter i omløb på det sekundære marked gik for adskillige tusinde dollars. Flere medier har rapporteret at den gennemsnitlige billetpris til dette års ‘World Series’ er den højeste i sportshistorien. Ikke bare i baseball, men i al sport – på verdensplan.
Årsagen til det ekstraordinært store hysteri er, at Cubs ikke har vundet en ‘World Series’ siden 1908. I mellemtiden har USA deltaget i 2 verdenskrige, Sovjetunionen har vokset sig til en global supermagt for derefter at implodere, sygdomme er blevet fjernet fra jordens overflade og teknologien har frembragt den nymodens automobil og måneraketter. Legenden lyder derforuden at William Sianis, ejeren af ‘Billy Goat Tavern’, i 1945 – året for Cubs seneste deltagelse i en ‘World Series’ – påkaldte en forbandelse over holdet. Efter at være blevet forvist under kamp 4, da lugten fra hans ged Murphy som var medbragt til kampen, generede de øvrige tilskuere, proklamerede han angiveligt rasende “them Cubs ain’t gonna win no more”. I takt med årene er passeret har myten om ‘the Billy Goat Curse’ vokset sig større og stærkere. Så stærk at der en dag var en psykolog på landsdækkende TV for at forklare, hvordan den slags myter potentielt kan påvirke spillere ubevidst i en negativ retning. Lidt i sjov – lidt i alvor.
Sammen med 2 andre danskere, og estimeret 40 millioner seere i USA, så vi kamp 7 i ‘World Series’ på TV. Eller det vil sige, at vi befandt os på gaden foran en bar i nærheden af Wrigley Field og fulgte med i kampen på TV gennem vinduerne sammen med tusindvis af andre mennesker. Forklaringen til det primitive arrangement er helt og aldeles simpel. Prisen for at få adgang til en bar i nærheden af Wrigley Field, i forbindelse med de afgørende kampe, var mange steder over 200 dollars per snude. Flere barer opkrævede desuden en timepris for borde, men var fyldt til bristepunktet på trods.
I ‘World Series’ spilles der bedst af 7 kampe – og efter 4 var Cubs nede med 3-1. Siden 1985 var det ikke lykkedes nogen hold at vende 1-3 til en samlet sejr i en ‘World Series’. Serien blev dog tvunget ud i en syvende og afgørende kamp i Cleveland, der strakte sig over mere end 5 timer – og som endda måtte ud i en ekstra (tiende) inning, grundet uafgjort efter niende. Tiende inning blev, nærmest som var det nedfældet i et manuskript, udsat grundet regn og da klokken samtidig nærmede sig midnat forventede vi egentlig, at afgørelsen ville blive udsat til den efterfølgende dag. Spillet blev dog genoptaget efter en lille halv time og Cubs tog stikket til allersidst, hvorefter Wrigleyville – der nu var helt sort af mennesker – eksploderede i en kæmpemæssig glædesrus. De første 30-45 minutter kunne vi fysisk ikke gøre andet end at følge med strømmen af mennesker. Hele vejen hjem fra Wrigley var gaderne fyldt med folk i ekstase og biler med hornet i bund – og folk hængende ud af vinduer og soltag med Cubs flag i hænderne. Det var Chicagos svar på EM ’92 – bare på steroider. Det var aftenen som Cubs fans havde ventet på i generationer – forbandelsen var endelig blevet brudt.
Et par dage efter, fredag d. 4. november, arrangerede byen en stor parade for holdet, hvor det er estimeret at op imod 5 millioner mennesker fandt vej til downtown under fejringen. Det skal i den forbindelse nævnes, at det cirka svarer til det dobbelte af indbyggertallet i City of Chicago og tilsyneladende rangeres som den 7. største menneskeforsamling i verdenshistorien. Hvordan det kan lade sig gøre midt på dagen på en ganske almindelig arbejdsdag må stå hen i det uvisse, men Metra (Chicagos jernbaneselskab) hævder at have haft sin travleste dag nogensinde. Ved middagstid var der planlagt en hyldest af holdet på en scene i Grant Park, men allerede ved 8.30 tiden om morgenen brød fans igennem en politiafspærring for at nå frem og få forreste parket. De blev ikke stoppet. Chicago River var til anledningen farvet ‘Cubby-blue’, de berømte løvestatuer foran Art Institute of Chicago havde fået påmonteret speciallavede Cubs kasketter, hos mange virksomheder vejrede Cubs flag over indgangen og et dinosaur skelet ved Field Museum var blevet iklædt en speciallavet Cubs trøje.
Vi kan nu sige, at vi befandt os i Chicago da Cubs vandt ‘World Series’ efter en tørke, der strakte sig over 108 år. Noget mange ‘eksil- Chicagoans’ med garanti vil misunde os, for ikke at nævne de danskere der er rejst hjem i sommers. Hele forløbet har faktisk været en ret stor oplevelse – og en rigtig god ting for byen ovenpå al den negative mediedækning, som for ofte forfølger den.