Efter en begivenhedsrig første feriedag ved Grand Canyon satte vi sidst på eftermiddagen d. 7. maj kursen mod nordøst og den lille by Page i Arizona, som vi havde valgt som udgangspunkt for de næste to oplevelser på vores rundtur. Den godt 220 km. lange tur dertil var til tider rigtig flot – og temperaturen kravlede relativt hurtigt op i takt med vi kravlede ned fra plateauet ved Grand Canyon. Morgenes oplevelser med snevejr og tåge blev afløst af høj varme og skilte, der advarede om klapperslanger, skorpioner, edderkopper og firben. Vi befandt os snart i et landskab, der i højere grad levede op til vores forestillinger om Arizona, som en tør og kaktusklædt slette fyldt med cowboys og indianere. Det var dog primært Navajo-indianerne, der satte deres præg på livet i området, men desværre – og som forventet – ikke på en måde der kunne leve op til den romantiske forestilling om indianerlivet, for hestene var oftest byttet ud med rustne pickups og tipierne med tarvelige bungalows. Dog gætter vi på, at der stadig er masser af ‘ildvand’ i omløb for området bar præg af at Navajoerne, som så mange andre oprindelige folk rundt omkring i verden, desværre har lidt en trist skæbne.
Få kilometer uden for Page ligger Horseshoe Bend, som er en anden meget smuk geologisk struktur, hvor Colorado-floden (som navnet antyder) slår et hesteskoformet sving rundt om en stor klippe. Fra vejen kan man følge en godt 1 kilometer lang sti ud til kanten af en meget stejl vestvendt klippe, hvor vi havde planlagt at fange både solnedgang og solopgang den næste morgen. Begge dele lykkedes og udsigten fra kanten af klippen var ualmindeligt flot, men på grund af skydække fik vi ikke helt det farvespil at se, som har gjort stedet til et stort tilløbsstykke for fotografer. Mindre kan dog også gøre det og specielt solopgangen næste morgen var en fornøjelse, da vi fra morgenstunden havde nået at koge vand til kaffe og lave sandwiches, så vi kunne sidde derude blandt nogle få andre mennesker og spise morgenmad, mens solen stod op bag os. Vi brugte nogle timer ved både solnedgang og solopgang på at tage billeder og betragte folk, der ikke havde helt det samme anstrengte forhold til højder som specielt Morten.
Efter at have set solopgangen ved Horseshoe Bend kørte vi tilbage til campingpladsen i Page for at pakke teltet ned og gøre klar til en guidet tur til Antelope Canyon, der er en meget imponerede og anderledes slot canyon i ørkenen nogle få kilometer øst for Page. Antelope Canyon er kun tilgængelig under ledsagelse af guider fra Navajo-stammen, da den ligger i et område af det 71.000 kvadratkilometer store areal i det nordøstlige Arizona, sydøstlige Utah og nordvestlige New Mexico, der viste sig at tilhøre den semiautonome ‘Navajo Nation’, som via aftaler med den amerikanske kongres styres af egen regering, lovgivende forsamling og retssystem. Der kan man bare se – en næsten selvstyrende nation, lidt mere en halvande gange Danmarks størrelse, midt i USA’s ‘vilde vesten’.
En slot canyon er karakteriseret ved at være meget dybere, end den er bred og Antelope Canyon er dannet ved erosion af sandsten, hvilket eksempelvis kan ske som følge af flash floods (pludselige oversvømmelser). Flash floods er et ret uhyggeligt fænomen, der kan føre til at de dybe kløfter med kort varsel kan komme til at fungere som tragt for nedbør mange kilometer væk. I 1997 mistede 11 personer livet i Antelope Canyon, da de uden varsel blev fanget af en voldsom flash flood, selvom der på selve dagen kun var faldet ganske lidt regn på stedet. Der var tydelige tegn på flash floods i hele kløften og ét sted kunne vi se et lille, vissent træ – først ind i kløften af vandet – hvile på et klippefremspring 10-15 meter over os.
Den halvanden time lange guidede tur var, på trods af mange turister og ganske lidt plads i kløften, en ret magisk oplevelse. De fantastiske kurvede klippeformationer og farverne som sollyset frembragte i den smalle kløft var helt surrealistiske og gav nærmest én fornemmelse af at hallucinere. Alle forsøgte ihærdigt at fange det fascinerende farvespil på deres kameraer, men ingen – foruden den gamle Navajo-guide – formåede at få hæderlige resultater. Han lignede absolut ikke én, der var særligt velbevandret udi tekniske instrumenter, men han havde øjensynligt stået i den situation før – og håndterede en iPhone med en fingersnilde som en 14-årig teenagepige. Han endte – på egen opfordring – med stort set at overtage betjeningen af samtlige kameraer undervejs, mens han fortalte om geologien, områdets betydning for Navajoerne og deres navne til de karakteristiske klippeformationer i kløften.
