Ved middagstid d. 8. maj satte vi kursen mod det fabelagtige Monument Valley, som ligger lige der hvor billedet af den ensomme cowboy (i skikkelse af John Wayne) toner sig frem på nethinden. Han rider enten ensomt mod solnedgangen eller også holder han ‘parkeret’ med sin krikke på toppen af en af de karakteristiske flade klipper, mens han spejder ud i horisonten efter noget ‘ros’, der skal rettes ind med tørre tæsk. Ligegyldigt hvad, så har den 13 kvadratkilometer store park med de meget karakteristiske sandstensformationer været stærkt medvirkende til at definere, hvad årtiers biografgængere forbinder med myten om det Vilde Vesten.
I lidt nyere tid har Monument Valley dannet baggrund til den legendariske scene fra ‘Back to the Future 3’, hvor Marty McFly bliver jagtet af vilde indianere i DeLorean’en. Det var også her at ‘Forrest Gump’ blev træt og vendte om, efter at have løbet på tværs af USA i 3 år, 2 måneder, 14 dage og 16 timer. På US highway 163 er der faktisk plantet et skilt i vejkanten, der markerer det nøjagtige sted for optagelsen af netop den filmscene. Lige det sted er utvivlsomt ét af de mest imponerende og karakteristiske ‘road-vistas’ i hele USA – og det har helt sikkert også været en inspirationskilde for skaberne af de klassiske tegnefilm om ‘Grimm E. Ulv og Hjulben’ (miip miip). Gode minder fra barndommen. Vi har nok alle stiftet bekendtskab med Monument Valley i et eller andet omfang – enten bevidst eller ubevidst – og bl.a. derfor havde vi set rigtig meget frem til at komme dertil.
Turen dertil var mildest talt alternativ, idet GPS’en i vores Chrysler 200 akut sprang en sikring og ledte os væk US highway 163 og ud på en vildmarks-detour, hvor vi endte med at tilbagelægge godt 16 kilometer på en overordentligt medtaget grusvej, der flere steder delte sig uden GPS’en kunne opdatere. Vi måtte til sidst spørge en lokal Navajo i pickup om vej til Monument Valley og blev guidet cirka 2 kilometer længere ud af grusvejen, hvor vi fangede lige nøjagtig US highway 163, som vi havde drejet fra på 4-5 kvarter tidligere, ganske få kilometer længere nede ad vejen. Fra det punkt gik turen helt glat – og vi fik ikke så længe efter slået vores telt op på et sted, som vi sent vil glemme og som ihvertfald rangerer på vores egen top 3 over de bedste teltpladser vi har fundet. Vi havde første parkét og en fuldkommen uspoleret panoramaudsigt til ‘filmlærredet’ og på trods af, at der var andre mennesker på teltpladsen, så havde vi næsten fornemmelsen af at være alene i det kæmpemæssige landskab. Vi nød at bruge nogle timer på bare at læse bøger, drikke rødvin og gå rundt og tage billeder.
I løbet af aftenen begyndte det at blæse op sådan rigtig for alvor – og vi måtte søge ly for at få tændt ild til trangiaen. Inden vi krøb til køjs samlede vi store sten, som vi placerede oven på teltpløkkerne, men på trods af denne sikrings-procedure havde vi flere gange i løbet af en lang nat fornemmelsen af, at alting var ved at blæse væk fra os og at teltet udelukkende blev stående, fordi vi lagde i det. Vi fik ikke sovet mange sammenhængende timer i løbet af den nat, hvor sandet piskede omkring teltet, og måtte flere gange stikke hovedet ud i vores ‘apsis’ for at sikre, at vores ting ikke var blæst væk. Da vi ganske klatøjede vågnede op tidligt næste morgen, var alting dækket af rødligt ørkensand. Sko, tøj og køkkengrej i teltets ‘apsis’ var dækket af et venligt lag, mens også bøger, mobiltelefoner og lommelygter, som vi havde opbevaret i lommer på indersiden af teltdugen, var belagt af et meget fint lag sand.
Om morgenen havde sandstormen lagt sig, og vi kunne begive os ud på feriens første rigtige hike i form af ‘Wildcat Trail’, der førte os rundt i udtørrede flodlejer blandt Monument Valleys mest berømte ‘vartegn’ East- og West Mitten Butte samt Merrick Butte. Vi brugte en rum tid på at ‘analysere’ vejret og skyernes retning, for behovet for nogle dage uden frost, sne, tåge og sandstorm meldte sig efterhånden. På vores tur rundt i dalen fik vi en lille geografilektion i en brochure, der forklarede at klippeformationerne som er kendetegnende for Monument Valley kaldes ‘buttes’ og ‘mesas’. Vi havde undret os over klippernes navne, men mesa er altså det spanske ord for bord og således en velvalgt betegnelse for de store, isolerede, rektangulære og fladtoppede klipper med de stejle sider. En mesa har en top, der er bredere end højden, mens en butte har en top, der er smallere end højden. Sidst på formiddagen fik vi pakket teltet ned og vasket de sidste sandkorn ud af hovedbund, øjne, ører, næse og mund inden vi tog afsked med Monument Valley og satte kursen mod Utah og vores næste destination Moab. Vi besluttede at det måtte vente at få bugt med sandet i teltet, som vi så til gengæld havde stor glæde af på resten af vores rundtur.
