Da centralmagtens myndighed ved grundloven er begrænset i USA, så har delstaterne et meget udstrakt selvstyre. Det kommer sig til udtryk i forskellige mere eller mindre særprægede love, som man stifter bekendtskab med når man krydser grænserne mellem de enkelte stater. I Utah er såvel lovgivning som moralkodeks på mange måder gennemsyret af mormonernes indflydelse, idet mere end 50% af statens befolkning følger denne religion. Eksempelvis er tobaksreglerne meget strenge og alkoholsalget meget reguleret, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved at man kun kan købe alkohol over 3% i særlige, sparsomt udbredte liquor stores.
I Cedar City oplevede vi på en restaurant at blive sat til skue i det der godt kan betragtes som en ‘skammens indhegning’, der er et bur man øjensynligt placerer de mennesker i, der drister sig til at bestille en alkoholisk væske til at akkompagnere et måltid mad. Vi var faktisk blevet anvist et bord på fortovet foran restauranten, men da det gik op for tjeneren at vi gerne ville have en øl til maden, så måtte vi efterfølgende – og med bøjet nakke – lade os genne ind bag lås og slå i restaurantens sikrede zone. Sådan er der så mange spøjse påfund rundt omkring i de enkelte delstater, hvilket er et tema som websitet dumblaws.com har taget under sarkastisk behandling. Her kan det bl.a. læses om Utahs lovgivning at: Fugle har forkørselsret på alle motorveje, det er lovligt for en restaurant at servere vin, men kun hvis gæsten spørger efter vinkortet, der må ikke sælges alkohol i en nødssituation, det er ulovligt at forårsage en katastrofe, der må ikke fiskes fra hesteryg og det er ulovligt at detonere ethvert atomvåben. Den form for præcisering af rigtigt og forkert på ‘mikroplan’ er meget typisk for USA – og det er jo alletiders at man kan få sin hverdag beriget med et så fint kalibreret kompas at navigere efter.
Det var da godt i blev lukket ud igen