Bagsiden af medaljen

Vi har brugt vores blog til at give venner og familie mulighed for at følge en smule med i vores hverdag i USA og de oplevelser, som vi er heldige at få med på vejen. Vi bruger den dog også som en slags dagbog for os selv – og selvom det ikke er et så opløftende tema at fortælle om, så er der også en bagside af medaljen, der unægtelig fylder noget (bevidst og ubevidst) når man bor i en by som Chicago og et land som USA. Bagsiden af medaljen er de mange skyderier og mord, som man nærmest dagligt bliver konfronteret med i medierne – og som man i et eller andet omfang bliver nødt til at forholde sig til. Vi bor i et område af byen, hvor der er ganske lidt kriminalitet, hvor vi føler os fuldstændigt trygge – og hvor vi bevæger os helt upåvirkede rundt i det daglige, men byen er opdelt og vi har i baghovedet en ret klart defineret perimeter for, hvor vi skal færdes og hvor vi ikke skal færdes.

Ser man på statistikkerne og Chicago Tribune’s ‘heatmap’, så kan Western Avenue (godt 3 kilometer i fugleflugt mod vest) og 35th Street (knap 9 kilometer i fugleflugt mod syd) groft sagt anvendes til at afgrænse vores personlige perimeter i ‘City of Chicago’ (606 kvadratkilometer) mod hhv. vest og syd. Der er naturligvis ‘lommer’ i både syd og vest, hvor der statistisk set er relativt sikkert – og omvendt centralt og i nord, men det er som udgangspunkt inden for den groft definerede perimeter ovenfor (og så mod nord) at vi færdes. Sådan er det bare. Det er muligt vi overreagerer eller overfortolker statistikkerne eller lader frygten tage over, men sidst vi tjekkede var der ikke så meget at se og opleve i de pågældende områder mod vest og syd, så vi har intet behov for at friste skæbnen og tage dertil.

Byen Chicago har noget ‘baggage’ med sig fra 1920’erne og 1930’erne, hvor gangsterne gjorde den berømt og berygtet for kriminalitet og mord – og selvom Chicago, der er USA’s tredjestørste by, justeret for populationsstørrelsen langt fra er USA’s farligste by (listen toppes pt. af Baltimore, Cleveland og Detroit), så er det sådan mange betragter byen, der da også har været en konstant i top 3 over flest mord i amerikanske byer siden 1985. Det har affødt lidet flatterende og omdiskuterede prædikater som ‘murder capital’ og ‘Chi-raq’, der er en sammentrækning af Chicago og Irak. Uden at kunne garantere for kildernes nøjagtighed er der faldet knap 4.500 amerikanske soldater i Irak siden krigen blev indledt i marts 2003. Til sammenligning er der i Chicago begået knap 6.600 mord fra begyndelsen af 2003 til dags dato. Statistisk set har det altså været farligere for amerikanske statsborgere at opholde sig i Chicago end i Irak – og det er jo fuldstændigt alarmerende at tænke på, selvom sammenligningen jo er meget opstillet.

Selvom mordraten har udvist en faldende tendens fra et foreløbigt højdepunkt i 1994 (33,1 mord pr. 100.000 indbyggere) til et foreløbigt lavpunkt (siden 1985) i 2014 (14 mord pr. 100.000 indbyggere), så er kurven igen knækket – og år til dato er der i en by med ca. 2,7 millioner indbyggere begået 440 mord mod 508 i hele 2015 – og det er i en by med ca. 2,7 millioner indbyggere. Top 5 over de farligste områder i 2016 udgøres af Austin, Englewood, Garfield Park, North Lawndale og Humboldt Park i nævnte rækkefølge. Ser man isoleret på skudofre (og ikke drab), så blev der i 2015 registreret 2.988, mens der til og med dags dato i 2016 er registreret 2.539! I 2016 svarer det til, at der er blevet  skudt en person ca. hver 2. time og dræbt en person ca. hver 12. time. 78% af de dræbte i 2016 er sorte, mens knap 17% er latinoer og godt 5% hvide. I 2016 er der i ca. 75% af de registrerede mordsager slet ikke rejst sigtelse. Iflg. statistikkerne har politiet været direkte indblandet i 6 drab i 2016. Der er områder mod syd og vest, som nærmest er lovløse og styret af bander. Det er tankevækkende.

Man kan simpelthen ikke lade være med at sammenligne med Danmark, der har ca. 5,7 millioner indbyggere – her blev der i 2015 begået 46 mord iflg. det kriminalpræventive råd. Med til historien hører naturligvis at Danmark og mange andre Vesteuropæiske lande (på trods af indvandring) er betydeligt mere homogene samfund end USA, hvis historie jo ikke går mange hundrede år tilbage og hvis befolkningssammensætning er utroligt heterogen og sammensat. Det faktum sammenholdt med store forskelle i indkomstfordelingen kunne sagtens være forklarende årsager, men der er helt sikkert en myriade af dybereliggende forklaringer på problemet – der gør det komplekst at håndtere.

For os sætter det virkelig nogle ting i perspektiv – og våbendebatten er virkelig et centralt tema i forbindelse med den igangværende præsidentvalgkamp. Det er svært at sige om kløften mellem tilhængere og modstandere er blevet dybere, men det er tankevækkende og bekymrende når den magtfulde våbenlobby og den yderste højrefløj argumenterer for flere våben (på bl.a. skoler) som en løsning, eller i hvert fald en garant for større sikkerhed for lovlydige og retskafne amerikanske borgere. Det er simpelthen vanvittigt. Uden på nogen måde at skulle agere eksperter på området, så er det ufatteligt at de dybereliggende årsager ikke adresseres mere direkte. Måske er det bare for komplekst at håndtere i praksis og særligt i en politisk kontekst (hvor der jo desværre tumles med de sædvanlige udfordringer i.f.h.t. korte og lange perspektiver). Enten det – eller også følger vi med i de forkerte medier.

Det man kan konstatere med sikkerhed er, at der er et problem i USA og at amerikanerne gennem den berømte og stærkt omdiskuterede 2. forfatningsændring har en grundlovssikret ret til at bære våben. Den 2. forfatningsændring, der blev ratificeret få år efter afslutningen på Uafhængighedskrigen i 1791,  lyder som følger: “A well regulated militia, being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms, shall not be infringed”. Denne formulering sammenholdt med de 9 øvrige tillægsparagraffer til den amerikanske forfatning (der går under fællesbetegnelsen ‘Bill of Rights’) er fuldstændig central for forståelsen af USA, amerikanerne og amerikansk politik. Det er tydeligt hvordan frihedsrettighederne, grundlovssikret ved ‘Bill of Rights’, på mange måder er grundstenen i den amerikanske selvforståelse – og hvordan disse 10 tillægsparagraffer trækker spor i den politiske debat, også i 2016. Mange tilhængerne af den 2. forfatningsændring agerer nærmest ‘militant’ i forsvaret af den – og selvom overdrivelse fremmer forståelsen, er det altså ikke unormalt at se private folk i camouflagetøj til politiske debatter. Udefra set er det skræmmende – og det bliver interessant at se hvordan USA tackler de helt åbenlyse våbenrelaterede problemer i de kommende år. For en dansker er det i hvert fald svært ikke at drage paralleller mellem mængden af våben – og adgangen til dem – og så mængden af våbenrelaterede problemer. Andet er ulogisk og intuitivt forkert.