I den første uge af August blev Morten kaldt til et møde i et ‘øde’ hjørne af det nordvestlige Iowa, cirka 10 kilometer fra grænsen til Minnesota, cirka 150 kilometer i fugleflugt fra grænsen til South Dakota og cirka 250 kilometer i fuglefulgt fra grænsen til Nebraska. Med andre ord; amerikansk landbrugs epicenter. Når man planlægger sådan en lille køretur bliver det håndgribeligt for én, hvor stort USA egentlig er, for selvom Iowa er Illinois’ nabostat mod vest og man kun forholder sig til et lille ‘frimærke’ af USA-kortet, så ville den mest direkte rute resultere i 7 timers nonstop ‘landevejsridning’ – hver vej. Selv hvis man besluttede sig for at flyve til én af de nærmeste større lufthavne, såsom Des Moines eller Minneapolis, ville det betyde en køretur på hhv. 2,5 – 3 timer, hver vej – og dertil skal man jo huske at indregne bøvlefaktoren relateret til airport-security og leje af bil.
Ligegyldigt hvordan tingene blev vendt og drejet var det en dårlig case tidsmæssigt for kun et enkelt møde. Morten har for nogle år siden begivet sig ud på køreturen på Interstate 80 fra Chicago til Des Moines og retur – og husker det som en frygteligt ensformig strækning på godt 10 timer retur gennem det mellemste Iowa, der i hvert fald dengang føltes som én uendelig majsmark. Derfor blev både kundedatabasen og kortet over Midtvesten, for nu at bruge landbrugsterminologi, ‘pløjet’ igennem for at se om det kunne lade sig gøre at få sat flere relevante møder på programmet – og derudover forhåbentlig få en lille USA-oplevelse ud af turen samtidig. Det lykkedes efter lidt research ganske godt – og møder i Madison, Wisconsin; Armstrong, Iowa; Des Moines, Iowa og Davenport, Iowa førte Morten igennem en stor del af det man kalder ‘Grainbelt’ på de kanter – altså ‘Kornbæltet’.
For at få et bedre indtryk af USA’s ‘Grainbelt’ gik turen efter det første møde i Madison i bragende solskin igennem små veje i det bakkede landskab i det sydvestlige Wisconsin, over Mississippi syd for DeSoto, Wisconsin og et kort stop på den anden side i Lansing, Iowa. Herfra mod nord langs Mississippis vestlige bred, gennem et fejende flot og overraskende kuperet landskab, til grænsen mellem Iowa og Minnesota blev krydset og derfra stik vest i retning af Lanesboro, Minnesota, der eftersigende skulle være én af statens hyggeligste små byer. Af samme årsag var dagens frokost henlagt til et forhåbentligt hyggeligt, ikke forudbestemt sted, på eller omkring Main Street i Lanesboro. Morten gik ind på det lille turistkontor for at få en frokost-anbefaling, men inden turen kunne gå i retning af ‘Pedal-Pushers Café’ blev han bedt om at sætte en nål i kortet over på USA på væggen ved indgangen og derved bidrage til at dokumentere ‘herkomsten’ af Lanesboros besøgende. Nålen blev konverteret til en ‘post-it’ med påskriften Århus, Denmark – der blev påklistret USA-kortet under den lille håndfuld andre ‘post-its’ påsat af udenlandske besøgende, der primært var Skandinaver. Det skyldes sikkert at mange Skandinaviske emigranter fra anden halvdel af 1800-tallet søgte mod Minnesota, da de her fandt mange fællestræk med ‘det gamle land’. I Lanesboro var der faktisk flere spor af norske emigranter, bl.a. en norsk kirke.
Efter et par timers stop i Lanesboro gik turen efterfølgende mod Iowa, hvor det ene enorme areal med majs afløste det andet – kun lejlighedsvis brudt af et areal med sojabønner. Når man nu alligevel har forvildet sig ud i det område, så er det faktisk umuligt ikke at blive imponeret af skalaen i ‘landbrugsproduktionen’ i en stat som Iowa. På Iowas små veje får man virkelig fornemmelsen af det ‘ægte’ Midtvesten, hvor man stort set kun passerer pick-ups, lastbiler, grain-trains og traktorer – og hvor man hilser med en enkelt finger i vejret når man passerer hinanden. Det er i orden. Det er svært at forholde sig til, men i USA produceres der årligt mere end 320 millioner ton majs, der er den helt centrale ingrediens i ‘fødevaremaskinen’. På den ene side anvendes majsen f.eks. på de store COFA’s (Concentrated Animal Feeding Operation), hvor der fremstilles oksekød på seriøs industriel skala med op til 90.000 stykker kvæg. På den anden side har den gennemsnitlige butik i USA mere end 45.000 varenumre på hylderne, hvoraf cirka en tredjedel er tilsat majsstivelse i en eller anden form. Majsstivelse kan ‘brydes ned’ og anvendes som tilsætning- og fyldstof i alt fra cornflakes til kagemix, pulversuppe og dåsefrugt. En industrielt fremstillet kyllingenugget, der som bekendt er et nærende grundstof i en solid amerikansk basiskost, består som udgangspunkt af 37 forskellige ingredienser, hvoraf de 30 stammer fra majs. Tjekker man labels på forarbejdede måltider og drikkevarer i USA vil man opdage, at stort alting indeholder majs. Selv mælk.
Hen under aften trillede Infiniti’en udmattet ind på parkeringspladsen foran motellet i Algona, Iowa. Der var helt udsolgt, så aftensmaden bestod af en lille håndfuld timer ved mailen akkompagneret næring i form af 2 stk. Blue Moon og 2 stk. bananer fra supermarkedet ved siden af. Efter morgenmaden næste dag, hvor Morten for første gang stiftede bekendtskab med en fuldautomatisk pandekagemaskine, der kunne opereres alene ved hjælp af et tryk på en knap, og derefter et veloverstået møde gik turen sydover gennem flere endeløse majsmarker og forbi tusindvis af siloer og rækker af små, støvede byer, der alle tilsyneladende havde et stort kooperativ som ‘livsnerven’. Iowa er en helt afgørende brik i USA’s landbrugsøkonomi og statens mange farmer-ejede kooperativer spiller en væsentlig rolle i.f.h.t. Iowas status som landbrugets kraftcenter.
Først på eftermiddagen tonede den lille by Elk Horn, der gennem 2 meget underholdende TV-programmer blev gjort ‘verdensberømt’ i Danmark af brdr. Price, frem gennem forruden – og det var et rigtig sjovt bekendtskab for de næste par timer. Morten havde sat næsen op efter at få serveret en omgang ‘æbelskiwers og medisterpøl’, men måtte nøjes med et stykke ‘fresh-baked Danish kringle’, hvor der med rette kan stilles spørgsmålstegn ved om den nu også var fresh-baked. Kromutter og Morten skiltes som venner, men den kritiske anmelder vil påstå at der, for at den kringle skal sidde lige i skabet, mangler en anelse ‘freshness’, snask i midten, venlige mængder håndfordelte rosiner og det uundværlige grove sukker på toppen, men de gjorde et ærligt forsøg på ‘Village Café’ – og det er som bekendt det vigtigste. På positivsiden fandtes ‘the kringle’ i alle tænkelige smagsnuancer, lige fra mandel over abrikos til rabarber. Morten er glad for kringle, men foretrækker den dag i dag stadig bedstes.
Elk Horn og nabobyen Kimballton går under betegnelsen ‘the Danish Villages’ og er eftersigende tilsammen den største ‘danske’ bebyggelse på landet i USA. Det er et lille stykke Danmark der midt på prærien – og den danske indflydelse (om end den i dag nok er vinklet mere kommercielt end så meget andet) hyldes med gadenavne som ‘Bornholm Street’ og ‘Odense Street’ og vejskilte præget med motiver af Den lille Havfrue og ikke mindst Elk Horns store stolthed ‘the Danish Windmil’, der i 1976 blev købt i Nørre Snede (efter en indsamling blandt byens borgere), demonteret, sendt over Atlanten og genetableret i al sin pragt og idyl i det vestlige Iowa.
I Kimballton finder man desuden ‘the Little Mermaid & Sculpture Garden’, ‘Landmandsbanken’ og ‘Posthuset’, mens man i Elk Horn finder ‘Bedstemors House’, ‘Larsen’s Pub’, Landsbyer Avisen’, en miniature udgave af ikoniske bygninger i Ebeltoft, et rigtigt vikingehus (jo sgu!), en informativ hyldest til dansk vindenergi, små butikker med et prægtigt sortiment der spænder fra kølige Carlsberg pilsnere over marmelade fra den Gamle Fabrik, rødkål, syltede agurker og asier fra Beauvais, alt med et billede af vikinger og så til de særlige støbejernspander, der kan frembringe ‘filled pancakes’, der også kendes under navnet ‘æbelskiwers’. Wayne Hansen sidder tilsyneladende tungt på ejendomsmarkedet og har bl.a. ‘the Danish Inn’ med sig rundt i mappen. Den er pt. udbudt til en ‘new price’ på $125.000 og sælger er ‘motivated’. Lidt uden for byen ligger ‘Museum of Danish America’, der faktisk er et rigtig flot og relativt nyt museum med nogle interessante udstillinger, hvor det kunne læses at der mellem 1865 og 1914 emigrerede cirka 300.000 danskere til USA. I dag har 1,5 millioner amerikanere danske rødder – det er alligevel et overraskende højt tal.
Den sidste del af turen var mindre begivenhedsrig, men bød dog bl.a. på et besøg på Court Avenue Brewing Company og en gåtur i downtown Des Moines, der ikke umiddelbart byder på mange seværdigheder, men som dog prydes af en meget flot Capitol med guldbelagt kuppel. Turen hjem til Chicago gik langs den velkendte, og ikke særligt sindsoprivende, Interstate 80.
Vil fortælle bedste det med kringlen?