Bryce Canyon

Efter en rigtig hyggelig aften på Ruby’s Campground, hvor vi for første gang kunne få brugt vores hængekøje, hvor vi tilberedte en glimrende trangia-risotto til lyden af vores musikalske nabo, en hollænder bosat på Bonaire i Caribien, og hvor vi senere på aftenen fejlede eklatant i forsøget på at tænde vores første bål på turen, kunne vi lørdag d. 14. maj – ovenpå en kold nat i godt 2,5 kilometers højde – stifte bekendtskab med Bryce Canyon National Park, der har taget navn fra et stort ‘amfiteater’ dannet ved, ja, erosion. Bryce er karakteristisk på grund af de særegne ‘hoodos’, der er tynde spir af sedimentære bjergarter mellem 1 og 45 meter i højden, der rager i vejret fra bunden af et udtørret flodleje. Når man står på kanten af kløften og betragter bjerglagenes røde, orange og hvide farver og udsigten over ‘amfiteateret’ og de mange tusinde ‘hoodos’ ligner det mest af alt en kæmpestor nålepude.

Bryce Canyon var ikke det sted vi havde de højeste forventninger til, men naturen og udsigten – både fra kanten og fra bunden af kløften – er virkelig spektakulær. Landskaberne i Utah er mange steder, Bryce ingen undtagelse, helt surrealistiske. Der findes en del forskellige vandreruter i området og vi kombinerede på førstedagen 3 af dem (Queens Garden Trail, Peekaboo Trail og Navajo Trail) til en lidt over 10 kilometer lang tur med mange hårde stigninger – ikke mindst den afsluttende op til kanten af kløften i bragende solskin. Det var en hård omgang, men nogen var selvfølgelig mere udfordrede og pressede på konditionen end andre. Vi klarede det selv i fin stil, men Christine blev undervejs spurgt af en flok forpustede japanere om slangerne til vores Camelbaks (som de åbenbart aldrig havde set før) var ilt. Vi faldt også i snak med den flinkeste dame fra San Antonio, som da snakken lidt tilfældigt drejede over i politik og indretning af samfundet sprang ud som erklæret, hårdkogt republikaner. Mortens (fra et traditionelt republikansk perspektiv) ‘semi-kommunistiske’ betragtninger vandt på ingen måde sympati i det selskab – og vi måtte afbryde den indtil da ellers hyggelige samtale inden den kørte helt af sporet. Et rigtig godt billede på den til tider meget sort/hvide og uforsonlige politiske diskussion i USA – og et praktisk og håndgribeligt eksempel på, hvorfor de fleste folk råder én til aldrig at bringe politik (eller våben) i tale på arbejdspladser m.v. Det råd bør altså også gælde på vandrestier.

Senere samme eftermiddag, efter at have hvilet en halv times tid, kørte vi et par kilometer uden for parken til Mossy Cave Trail. For enden af den nemme, korte vandrerute var der et lille vandfald, hvor vi kunne få dyppet de støvede og ømme fødder i det iskolde vand. Virkelig et forfriskende afbræk midt i eftermiddagsheden. Om aftenen afveg vi fra vores stramme trangia-kostplan og spiste en aldeles udmærket ‘bison stew’ på Bryce Canyon Lodge, der er en rigtig flot og rustik sten- og bjælkehytte fra 1920’erne, der ligger inde i selve Nationalparken. Natten gik vi i møde betydeligt bedre påklædt, end den forrige. Der er ikke mange grader over frysepunktet om natten i 2,5 kilometers højde i midten af maj i Utah.

Næste morgen var vi meget tidligt ude af fjerene for at se solopgangen ved Bryce Point, men selvom udsigten var flot og de ‘forstyrrende elementer’ omkring os få, så tog et tykt skydække effektivt toppen af begejstringen. Udbyttet af køreturen og de 13 udsigtspunkter langs den godt 60 kilometer lange ‘scenic drive’ inde i parken, som vi havde planlagt om formiddagen, blev også mindre spektakulær end håbet, men man kan jo ikke vinde hver gang. Vi analyserede lidt på vejret og besluttede os for at begive os ud på den knap 13 kilometer lange og udfordrende Fairlyland Loop Trail ned i (og op ad) kløften. Vi blev belønnet med fantastisk vejr, da først solen brød igennem skydækket op ad dagen – og fik dermed en vejrmæssigt perfekt afslutning på et par gode dage i Bryce Canyon.