Zion Canyon

Det sidste store stop på vores rundtur i Arizona, Utah og Nevada var samtidig også det, som vi havde set allermest frem til – og afsat mest tid til. Efter at have lagt øre til mange begejstrede beretninger om Zion fra Lenette og Christian, blev lige præcis den park udgangspunktet for planlægningen af hele vores sommerferie. Lad det være sagt med det samme, vi blev ikke skuffede – og det siger egentlig ikke så lidt når forventningerne nu var så høje, som de var. Efter at have brugt de foregående par uger i mere golde (men ikke mindre imponerende) ørken- og kløftlandskaber slår det rigtigt én, hvor diversificeret Utah er når man kommer til Zion Canyon, der er en frodig oase, hvor de røde bjerge er dækket af grønne planter og træer og gennemskåret af Virgin River i bunden af kløften.

Selvom de foregående stop på vores tur generelt måske mindede mere om hinanden end om Zion, så er det slående hvordan landskabet i det sydlige Utah – når bare man flytter sig 100 kilometer – byder på vekslende og fuldstændigt særegne karakteristika i små koncentrerede ‘lommer’. Fra ‘mesas’ og ‘buttes’ i Monument Valley, de mange tusinde klippebuer og -hvælvinge i Arches, de mange tusinde små sandstens ‘skulpturer’ i Goblin Valley, de imponerende ‘hoodos’ i Bryce Canyon og så den imponerende, farverige oase i Zion Canyon. Og lige på den anden side af grænsen i Arizona besøgte vi Grand Canyon og Antelope Canyon, der også havde sine egne fuldstændigt særegne karakteristika. Længere nordpå i Utah ligger Salt Lake City – og deromkring nogle af verdens bedste skisportsområder. Det bliver vi nødt til at have til gode til en anden gang, men det vidner om en helt fantastisk variation i landskabet og det er en på alle måder stor oplevelse at bevæge sig rundt i det hjørne af USA.

Vi ankom til parkens østlige indgang via Zion-Mount Carmel Highway, hvor vejbelægningen skifter fra den traditionelle gråsorte til  bjergenes rødbrune farve – en fed feature. Vejen ind, som den snor sig gennem utallige hårnålesving mod bunden af kløften, byder nok på det mest spektakulære sceneri vi nogensinde har set fra en bilrude. Det var virkelig imponerende – og Zion må på mange måder være enhver fotografs drøm. Farverne er utrolige. Efter omkring 15 kilometer bliver man ‘spyttet ud’ af parken i den sydlige ende, hvor vi kort efter kørte ind i den hyggelige lille by Springdale, der bl.a. udmærker sig ved at have modsat sig etableringen af de store amerikanske fastfood kæder i byen. Hvordan den mission er lykkedes i ‘Corporate America’ vides ikke, men der er ikke skyggen af gyldne måger i Springdale og det er befriende at gå rundt i en lille amerikansk by fyldt med små, hyggelige og selvstændige caféer. Efter en halvlang køretur fra Bryce aflagde vi Oscar’s Café et visit som det første punkt på dagsordenen. Her fik vi serveret en god solid frokost, der var en slags biksemad med sprøde kartofler, pulled beef, grøn chilisauce, guacemole og et par spejlæg – nydeligt arrangeret på toppen af madpyramiden. Alt sammen til den nette sum af 12 af deres penge. Det var et bjerg af mad, hvor Christine måtte strække våben halvvejs – og der var ingen i sigte, der kunne samle handsken op.

Vores teltplads for de kommende 5 overnatninger var rigtig skøn – og placeret i skygge af store træer klos op ad Virgin River, hvilket gav os god underholdning i løbet af vores ophold. Hver dag sidst på eftermiddagen kom der en stor skoleklasse (måske starten af teenageårene), der skulle tage bad i floden fra den modsatte bred. Drengene skreg som små piger når de skulle under vandet – og det var heller ikke sjovt for pigerne at skulle vaske deres lange hår i det kolde vand. Det klarede de ved at holde i hånd, på nær når der skulle shampoo i håret. Et klassisk set-up! Der var også både grill og bålplads på vores campsite – og vi kunne også lige med nød og næppe få hængt hængekøjen op med, hvad der nok bedst kan beskrives som udvidede kællingeknuder, men den blev brugt flittigt og ingen faldt ned og kom til skade. Vi havde skiftende held med vores naboer. De første var sådan et gøglerpar, der jonglerede med kegler og lavede tricks – men de var stille og rolige. Det samme kan man ikke helt sige om det næste hold, der var en ærkeamerikansk familie på 4, der havde medbragt proviant og udstyr til noget der lignede en månedlang overlevelsesekspedition i Alaskas vildmark. Derforuden et stort familie telt til forældrene og et telt hver til deres to, mega slatne, teenagesønner – der havde medbragt pæne rationer af sjov tobak. De var ud over det hele den familie – og som prikken over i’et var bilens nummerpladeholder prydet med den fejende flotte påskrift: “save a horse, ride a cowboy”. Yes, vi mængede os endelig med de ypperste repræsentanter fra pøbelen!

Næste morgen var vi klar til rigtigt at udforske Zion, men grundet vejrudsigten besluttede vi at vente med de lidt mere krævende hikes til senere på ugen. Vi besluttede at tage så mange af de mindre krævende hikes som vi gad i løbet af dagen – og det endte med 7 (Emerald Pools Trail, Kayenta Trail, Riverside Trail, Weeping Rock Trail, Hidden Canyon Trail, Par’us Trail og Watchman Trail) og over 20 kilometer alt i alt. Emerald Pools er én af Zions absolutte klassikere, men det var Hidden Canyon der gav os den største forsmag på de højdemæssige udfordringer, der ventede os (dog mest Morten) senere på ugen. Efter at have hiket hele dagen var vi godt brugte og besluttede os for igen at ‘skulke’ fra den strenge trangia-kostplan og synde på Zion Brew Pub med et par gode øl og møgbeskidte burgere.

Efter vores afstikker til Kolob Canyon d. 18/5 (se anden post) var torsdag dagen hvor vejrudsigten så tilstrækkeligt lovende ud (det vil sige ingen regn og minimal blæst) til, at vi turde begive os ud på den berygtede Angels Landing Trail fra morgenstunden. Lige præcis det hike er berømt og berygtet for at have kostet en god håndfuld mennesker livet, men også for at være en fuldstændig magisk oplevelse ´med en usammenlignelig udsigt over Zion Canyon. Morten var i månederne op til turen nærmest besat af at forberede sig og overvinde frygten for det hike, hvor stien på enkelte steder langs den smalle bjergkam det sidste stykke op mod toppen eftersigende kun skulle være omkring en fod bred – og så med lodrette fald på omkring 400 meter. Der er dog fastmonteret kæder i bjergvæggen som man kan støtte sig til. Der blev ikke udvekslet mange ord på vejen op mod Scouts Lookout, som er ‘point of no return’ inden man begiver sig det sidste stykke op mod toppen langs den smalle bjergkam.

Der er kun en lille kilometer fra Scouts Lookout til toppen af Angels Landing, men det blev hurtigt klart for Morten at det projekt ikke kunne realiseres for hans vedkommende. Højdeskrækken tog over øjeblikkeligt. Tanken om det uvisse rundt om næste hjørne, de svedige håndflader og adrenalinen der galoperede, sammenholdt med en ‘sti’ der skrånede ud af allerede på det brede stykke i starten af opstigningen, gjorde at “topforsøget” sluttede nærmest inden det kom rigtigt i gang. Måske var der lavet for meget research – det er ikke til at vide. Christine, der håndterer højder langt bedre, fortsatte et stykke opad til et virkeligt stejlt punkt, men bestemte sig der for at vende om igen og spare kræfter til ‘Observation Point’, som vi på forhånd havde aftalt at tage til, hvis Angels Landing ikke lykkedes. Christine må have Angels Landing til gode til en gang hun kan få selskab af en makker med mindre højdeskræk, for der er ingen tvivl om, at hun kan komme derop og ned igen uden at hyperventilere. Den perfekte makker ville nok være lillebror Christian.

Morten, der kan være meget grådig efter at se og opleve, var overraskende fattet efter skuffelsen på Angels Landing og så i stedet frem mod Observation Point, der er et krævende hike (estimeret til 6 timer t/r) som ligger noget højere end Angels landing, men som på vejen op (og ned for den sags skyld) er langt mindre eksponeret. Vi nåede toppen på 1,5 timer og brugte her 45 minutter på at spise frokost, nyde den vilde panoramaudsigt og tage fantastiske billeder af Zion Canyon med Angels Landing i forgrunden. Turen ned varede lidt over 1 time, så vi klarede hele turen inkl. stop på under 3,5 timer, men det var også med ømme ‘kæpper’ at vi om eftermiddagen indfandt os på teltpladsen til ren og skær afslapning. Den hårde torsdag satte sine spor om fredagen, der blev brugt ved teltet med bøger og en glas af druen.