Kolob Canyon

Kategorier Oplevelser i USA, Rejser

Vejrudsigten så ikke for lovende ud på vores 2. hele dag i Zion, så vi besluttede efter lidt research at tage en afstikker og køre mod Kolob Canyon i det nordvestlige hjørne af Nationalparken. Vores køretur endte med at tage en hel dag, til dels fordi vi løbende byggede på – og til dels fordi GPS’en ledte os ud på en omvej af episke dimensioner, der førte os på toppen af et bjerg – det sidste lange stykke ad grusveje langs små øde lystfisker ‘samfund’. Turen kostede os minimum 2,5 timer (tur/retur), men den var flot. Den var rigtig flot.

Vi havde som sådan ikke så store forventninger til Kolob Canyon – og havde ikke rigtigt hørt om nogen, der havde været i den del af parken, men hold op hvor var det smukt. Næsten helt mennesketomt og isoleret. En 8 kilometer lang vej førte fra parkindgangen til toppen, hvorfra vi begav os ud på Timber Creek Overlook Trail. Et skilt advarede om mountain lions, som tilsyneladende var blevet spottet mange gange i området den seneste tid. Vi ved fra da vi var i Canada, at de er meget sky, generelt holder sig langt væk fra mennesker og ikke lader sig se… Lige her var vi dog, indrømmet, en anelse nervøse for vi kommer jo fra et land, hvor de farligste dyr er dræbersnegle og hvepse – der var ikke mange mennesker og landskabet var ‘uendeligt’. Vi forsøgte derfor at larme meget for ikke at overraske dem med vores tilstedeværelse. Christine sang gode sange med sin smukke og efterhånden vidt berømmede sangstemme – og Morten bevæbnede sig med sten, hvis det skulle komme til en drabelig ‘encounter’, man vs. lion. For enden af stien blev vi belønnet med en fabelagtig 180 graders udsigt – helt uspoleret. Eftersigende har Kolob Canyon kun 1/10 af de besøgende som Zion Canyon har, men det føltes dog mere som 1/100. Kolob Canyon var en stor oplevelse.

IMG_3108

Videre fra Kolob Canyon kørte vi mod Cedar City, hvor vi spiste en god frokost. Derefter videre ad Byway 14, hvor der var tåget og koldt som vi kravlede forbi tilisede søer og sneklædte klipper ved Cedar Breaks lige nord for Nationalparken.

DSC01032

Vi kom ind i selve Zion Canyon igen på den østlige side – og stoppede på en holdeplads lige før Zion-Mount Carmel tunnelen, hvorfra vi kunne tage Canyon Overlook Trail som dagens sidste ‘gøremål’. Fra enden af stien kunne vi betragte den vej vi havde kørt ind i parken den første dag – storslået!

DSC01034

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.