840 W Blackhawk St. #2314 (del 1)

Kategorier Hverdagshistorier

IMG_2539Onsdag d. 19/8-2015 var dagen, hvor det ‘rakkerliv’ vi har ført de sidste par måneder, endelig blev sat på standby. Siden vi overdrog lejligheden på Marstrandsgade d. 1/7 har vi boet på Teglgårdsvej (x 2), Skovvænget, Veddum Hovedgade, Telefontorvet, Tivoli Hotel og sidst men ikke mindst W George Street. Vi har nu fået udleveret nøglerne til 840 W Blackhawk St., apt.# 2314 og det er vi meget lykkelige for. Vores container har siddet fast i New York siden d. 8., men er på vej herover på jernbanen, så vi har spartansk indrettet os med 2 luftmadrasser og de mest basale fornødenheder fra IKEA – og så har vi købt møbler til altanen, som vi også kan bruge indenfor indtil vores møbler kommer. Bare det at have sit ‘eget’ igen er dog en stor befrielse, så vi venter tålmodigt på at kunne komme helt på plads. Grænsen for hvornår vi (læs: Morten) mister tålmodigheden har faktisk flyttet sig en del de senere måneder.

IMG_2523Finishen i lejligheden levede ikke helt op til de kræsne skandinavers smag, så ‘maintenance’ måtte troppe op dagen efter med fugepistol og malerpensel. Vi tror de synes vi var lidt emsige, men til den husleje skal der bare være styr på stumperne – den er ikke længere. Lejligheden er efter amerikanske forhold lys (nymalet med enkelte helligdage) og åben – og da vi bor på øverste etage (23.) i bygningen har vi en helt forrygende udsigt over det vestlige Chicago. Det er nok tvivlsomt om vi igen kommer til at bo et sted, der kan bide skeer med den udsigt vi har her – og da vores store vinduesparti med gulv-til-loft vinduer og ikke mindst den store altan er vestvendt, så har vi eftermiddags- og aftensol og ikke mindst 1. parket til solnedgangen. Det er ikke så tosset at sidde på altanen med et glas vin – og se solen gå ned over byen. Derudover kan vi med glæde konstatere, at vandet ikke smager så meget af klor. Enten har vi vænnet os til det eller også bliver det filtreret, men det væsentligste i den forbindelse er dog, at isterningemaskinen dermed leverer et acceptabelt produkt.

unnamed3unnamedVi har valgt at gå på kompromis med antallet af kvadratmeter (lejligheden er 752 sq. feet = 70 kvm. excl. altan), hvilket er cirka 15 kvm. mindre end lejligheden i Marstrandsgade. Det betyder at Christine får ‘kontor’ i stuen, men hun får til gengæld en arbejdsplads med en fantastisk udsigt. Derudover har vi adgang til en række forskellige faciliteter på matriklen. Der er parkeringkælder, hvor bilen holder indtil vi har fundet en billigere løsning i området. På 4. etage er der en ret stor udendørs swimmingpool og boblebad på en fælles ‘terasse’ med solsenge, spisekroge, store gasgrills, bio-pejs m.v. Indenfor på 4. etage er der et fællesrum med stort TV, et rigtig fint (og veludstyret) træningscenter, et poolbord og et ‘game room’, hvor man kan sidde og spille poker e.a. Noget af det kommer vi til at bruge, andet ikke, men ligegyldigt hvad er det fantastisk med den slags faciliteter til fri afbenyttelse lige der hvor man bor.

Området vi bor i er tættere på ‘downtown’, end området hvor vi boede før (hos Claus) – og der er betydeligt mere ‘liv’ omkring os. Vi er i det sydvestlige hjørne af det område, der hedder Lincoln Park – lige der hvor områderne ‘North’ møder ‘West’ og ‘downtown’. Vi har cirka 2,5 – 3 miles (4,5 – 5 km.) til ‘downtown’ (Millennium Park), men vi bor kun et ejendomsmæglerstenkast fra rød linje på metroen (the “L”) – så det er meget nemt at komme frem og tilbage. Der er mange butikker, barer og supermarkeder – herunder en meget stor Whole Foods, der er det ypperste vi har set inden for gennemført supermarkedsoplevelse. Det er en dyr fornøjelse – og ikke et sted vi vil handle ind til daglig, men standarden og udvalget og oplevelsen i det hele taget er bare på et helt andet niveau (det skal du opleve Knud!). Sikke en butik. Som søn af en rendyrket købmand har Morten en brist og/eller meget klar holdning til, hvad der går og ikke går indenfor lige nøjagtig den del af detailhandelen. Halsted St. der er spækket med restauranter og caféer løber lige ved siden af vores bygning og Randolph St. (i West Loop), der ligeledes er spækket med restauranter og caféer går på tværs af Halsted et par miles længere nede. Bussen kører nærmest lige uden for vores dør og vi kan bruge samme Ventra Card som vi bruger på metroen – det er på den måde en slags rejsekort (der fungerer). Sidst men ikke mindst kommer Morten på Kennedy Expressway (ud mod kontoret) på under 5 minutter. Det skal dog siges, at der ikke er tale om en Expressway i ordets bogstavelige forstand…

Vi tror på, at vi bliver rigtig glade for at bo her – og ser meget frem til vores ‘indbo’ kommer, så vi for alvor kan komme på plads og få et rigtigt hjem og en mere normal tilværelse. Det trænger vi efterhånden til.

IMG_2533IMG_2536

IMG_2541IMG_2537

 

2 tanker om “840 W Blackhawk St. #2314 (del 1)

  1. Hvor er det godt at høre at i har fundet jer et sted i kan kalde hjem. Skidt med møbler, home is where the Heart is. Glæder os til at se det engang til næste år.

  2. Det er bare så fantastisk for jer. Vi glæder os meget til at opleve hele herligheden engang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.