Baseball på Wrigley Field

Kategorier Sport

I USA fylder sport helt utroligt meget og i gadebilledet er det meget synligt, da der bliver vist sport overalt på et utal af sportsbarer og fordi stort set alle går rundt med baseball caps eller football t-shirts eller også har de nummerpladeholdere på bilen med navnet på deres favoritspiller, klistermærker i bilruderne eller små flag på antennerne – eller det hele på én gang. Chicago er en by, hvor man tydeligvis tager sport meget alvorligt – og der er 5 dominerende hold i byen i form af Bears (amerikansk fodbold), Blackhawks (hockey), Bulls (basketball) samt White Sox og Cubs (baseball). Chicago har også et soccer-hold (soccer er det amerikanske navn for det vi kalder fodbold), men herovre er soccer i det store hele bare en parentes, selvom populariteten er stigende – særligt blandt ‘kids’ og pga. det voksende mexicanske mindretal i USA. Hvor ligegyldigt fodbold er for amerikanerne generelt understreges meget godt af, at man med den mindste tv-pakke kan se 6 Premier League kampe live i løbet af weekenden.

Morten har set NHL-hockey i USA 3 gange før (bl.a. Blackhawks i United Center 2 gange) og er vild med det, men vi har i det hele taget set frem til at stifte bekendtskab med amerikansk sportskultur og klassiske amerikanske sportsgrene i det hele taget. Da football sæsonen først lige er gået i gang og da hockey og basket stadig kun er ‘preseason’, så er baseball den sport der dominerer herovre i øjeblikket. Baseball er USA’s nationalsport og en oplevelse som vi gerne ville have, men som vi havde absolut minimale forventninger til på forhånd. Alle (danskere) vi har talt med om baseball har fortalt os om hvor kedeligt det er, så forventningerne var på forhånd relativt lave.

IMG_2699Som nævnt har Chicago to hold i MLB (Major League Baseball) i form af Cubs og White Sox. White Sox har hjemme ‘southside’ på Cellular Field, der er en relativt ny baseball park, mens vi fra vores altan mod nord kan se til Cubs legendariske baseball park, Wrigley Field (efter tyggegummifabrikanten), fra 1914. Da Cubs i øjeblikket er mere succesfulde end meget længe (har nu sikret sig ét af de to wildcards til playoffs) og hører til i ‘vores’ del af byen på et fantastisk charmerende stadion, så var der ingen tvivl om at det var en Cubs kamp vi skulle se. I den regulære baseball sæson er der stort set kamp hver dag, eftersom hvert hold (30 i alt i 2 divisioner i MLB) spiller 162 kampe, hvorefter der er playoffs og til sidst ‘World Series’ mellem de to bedste hold fra hver division. På grund af den voldsomme mængde af kampe er det på trods af Cubs’ relative succes til at betale sig fra at se en baseball kamp, hvis man vælger én af de lidt dårligere modstandere på en hverdag. Vi fik billetter til en kamp mod Milwaukee Brewers (en slags lokalopgør) og på trods af kamptidspunktet på en mandag aften kl. 19.00 og en baseball kamp nemt kan vare 3 timer, så var der omkring 35.000 tilskuere – og dermed ikke så langt fra udsolgt – på Wrigley Field den aften.

IMG_2698IMG_2715Vores forventninger var som nævnt lave og måske var det medvirkende til at oplevelsen blev så go d som den gjorde, for det var faktisk overraskende underholdende at se baseball. Vi havde på forhånd forsøgt at sætte os ind i reglerne og tjekkede løbende op på telefonen, hvis der var noget vi ikke kunne gennemskue. Udover selve spillet der har flere facetter, end man umiddelbart skulle tro (det er ikke bare rundbold) – så var atmosfæren på og omkring Wrigley Field fantastisk. Bortset fra Fenway Park i Boston er Wrigley Field den ældste baseball park i USA der stadig er i brug – og der er virkelig sjæl, eksemplificeret ved ‘scoreboardet’ der betjenes manuelt. Derudover er Wrigley Field omgivet af bygninger, der har monteret siddepladser på tagene. I gamle dage kunne man se kampene gratis fra disse ‘rooftops’, mens det i dag uundgåeligt er blevet mere kommercielt. Istedet for at blokere udsynet har klubbens ejere istedet lavet en aftale om at dele indtægterne med ejerne af bygningerne, således man bevarer så meget af sjælen og nostalgien omkring stedet som muligt.

Cubs vandt kampen 9-6 efter 9 innings med hver to halvege (top og bottom). En inning tager lige så lang tid som det tager hvert hold at ‘batte’ og indtil de hver især når 3 ‘outs’ – derfor ved man ikke på forhånd, hvor længe kampen vil vare. Vores forventninger til baseball blev mere end indfriet og vi vil helt sikkert tage på Wrigley Field igen. Der findes helt sikkert sport med mere action, men man får altså en meget speciel oplevelse på Wrigley Field. Som til alt andet sport i USA bliver der konsumeret utrolige mængder mad, hvilket ses på tilskuerpladserne efterfølgende…

IMG_2705IMG_2706IMG_2707IMG_2718

1 tanke om “Baseball på Wrigley Field

  1. har først lige læst jeres sidste indlæg nu. Hold da op alle de oplevelser, det er vildt spændende for jer. Specielt den med musikken gad jeg godt at opleve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.