College football (amerikansk fodbold) er ekstremt populært i USA og på mange måder mere populært end NFL, som er den meget kommercielle professionelle liga i Nordamerika. Vi fik et førstehåndsindtryk af dette under vores besøg i den relativt lille universitetsby Madison, Wisconsin (ca. 250.000 indbyggere) i oktober, hvor Wisconsin Badgers røde og hvide farver var altdominerende i gadebilledet. Universiteterne har deres egne hold og ligaer i forskellige sportsgrene, hvor football tiltrækker sig den største opmærksomhed. 6 universiteter i USA har stadions med en kapacitet på over 100.000. På Camp Randall Stadium i Madison er der ‘kun’ plads til godt 80.000 tilskuere, men igen – det er en by med knap 250.000 indbyggere. Holdene følges naturligvis af folk i byen, herunder de universitetsstuderende – og deres familier, men i høj grad også af alumner – altså tidligere studerende på de pågældende universiteter. I Chicago har vi lagt mærke til flere barer, der åbenlyst støtter op om bestemte collegehold og viser deres kampe i weekenderne. På Wells Street tæt på os er der bl.a. en bar, der støtter Ohio State – og det er tydeligvis et mødested for alumner fra det universitet. I modsætning til de andre store sportsgrene i USA spilles der kun ganske få football kampe på en sæson. I college football spilles der således kun 12 kampe i regular season fra starten af september til slutningen af november, så det fylder selvfølgelig utroligt meget mens det står på – og der er TV-transmitterede kampe hver weekend. Morten har snakket football med flere på kontoret, der hver især har et universitetshold de følger og er meget passionerede omkring af forskellige årsager. Én satte tingene meget godt i perspektiv ved at forklare, at han bliver i dårligt humør hvis Bears (Chicago’s NFL hold) taber, men at han trods alt kommer relativt over det igen. Omvendt kan det ødelægge en hel weekend for ham, hvis Ohio State taber en kamp. Hvis man ikke kan finde på andet at tale med en amerikaner om, så er sport næsten uden undtagelse et sikkert emne.
I USA har man statistikker og lister for alting – og Madison er af både avisen USA Today og magasinet Sports Illustrated blevet kåret til den bedste “college-football town” i USA. Derfor måtte vores college-football debut naturligvis henlægges til Madison – eller Madtown som de lokale også kalder byen – der kun ligger et par timers kørsel nordvest for Chicago. Vi kørte derop, med et vennepar (Lenette og Christian), i årets første snestorm og selvom vi følte vi var rigtig godt forberedt på kulden, så måtte vi give op cirka midtvejs i kampens sidste quarter. Det var ganske enkelt for koldt – og selv med vinterjakker og -støvler, huer, luffer, varm kakao/kaffe og tæpper frøs vi med anstand. På trods af kulden trak kampen mod Nortwestern Wildcats (fra Chicago forstaden Evanston) over 75.000 tilskuere – det er intet mindre end imponerende! Mellem 3. og 4. quarter er der en fed tradition i Madison, der var højdepunktet rent stemningsmæssigt – og et University of Wisconsin ‘varemærke’. Her hopper ‘studentersektionen’ på stadion rundt til det legendariske 90’er nummer ‘Jump Around’ med House of Pain – og det så virkelig fedt ud. Som til det meste andet sport i USA er der gjort noget ud af underholdningen – og til college football er det normalt at underholdningen domineres af et stort ‘marching band’, der under selve kampen har deres egen sektion på stadion. Mellem hvert quarter kommer bandet så på banen, hvor de underholder med at fremføre alverdens (primært moderne) numre, mens de bevæger sig rundt i forskellige formationer. Vi har ladet os fortælle at tamburmajoren får et fuldt stipendiat for anstrengelserne – og det virker i det hele taget til at være et lidt kontroversielt emne, hvor mange penge der rent faktisk er involveret i ‘skolesport’. Det er vidst ikke unormalt at fodboldholdenes trænere tjener flere penge for de 12-14 kampe på en sæson, end direktørerne for de universiteter der ansætter dem gør. Spillerne er ikke lønnede direkte, men får stipendiater – og derforuden naturligvis muligheden for at skabe fundamentet for en karriere inden for professionel amerikansk fodbold efter universitetstiden. College-football er NFL holdenes ‘rugekasse’.
På trods af det var bidende koldt – og nok også sidste gang vi af egen fri vilje deltager i et udendørs sportsarrangement i slutningen af november på de her breddegrader – så havde vi en rigtig god oplevelse. Selve fodboldkampen har en effektiv spilletid på 4 x 15 minutter, men inklusive spilstop, timeouts, pauser, underholdning m.v. strækker selve arrangementet på stadion sig gerne over 3 timer. Vi ankom til Madison et par timer før kampen – og havde derfor god tid til at gå rundt og opleve stemningen omkring stadion. En football kamp er nemlig meget mere end selve kampen – og i USA er det meget udbredt at folk for eksempel deltager i ‘tailgating parties’ (tailgate = bagklap) på parkeringspladser omkring stadion inden (og nogen gange også efter) en kamp. Det er et socialt fænomen, der understøtter vaskebalancen og hvor folk typisk sætter nogle havemøbler og en grill op. Vi deltog ikke selv i ‘tailgating’, men gik forbi flere parkeringspladser, hvor det så ud til at folk trods kulden hyggede sig meget. På ‘vores’ parkeringsplads fulgte der til gengæld en gratis rom (direkte fra låget af flasken) med i billetprisen. Parkeringsmutter havde x antal flasker Rum Chata (en afskyelig kokosbaseret rom) liggende i bagagerummet – og hun delte ud til alle betalende gæster med et smil og med rund hånd. Gaderne omkring stadion var fyldt med rød og hvidklædte football fans, der var private ‘småfester’ i haver foran husene i området, samtlige barer var fyldt til bristepunktet og der var masser af udendørsarealer i forbindelse med barer som trods kulden var fyldt med mennesker, høj musik, grillede burgere og varme hunde – og naturligvis masser af væske. Det mest fantastiske er stemningen, der er meget ‘venlig’ – i modsætning til f.eks. fodbold i Europa, hvor der næsten er hooliganisme i alle lande. Den slags findes ikke herovre. USA og sport klæder hinanden godt.